Nu leverer Wolt sexlegetøj på en halv time

Nu kan du ikke blot få bragt fastfood til din fordør. En sexshop i Aarhus bringer nu sexlegetøj ud, så du kan have det i hænderne kort efter.

Skulle det være en burger og en tube glidecreme?

Danmarks ældste sexshop bærer navnet Tys Tys og ligger på Paradisgade i Aarhus.

Shoppen, der bugner med sexlegetøj som dildoer og buttplugs, har nu indgået et samarbejde med Wolt. 

Det betyder, at du kan modtage en pizza og en flaske glidecreme på under 30 minutter. 

quote Vi prøver at tænke anderledes og tager skridt, som andre ikke tør tage.

Pernille-Louise Lenskjold, butikschef hos Tys Tys

Det betyder også, at du kan undgå frygten for at møde en bekendt, når du bevæger dig ned i en sexshop eller vælger at købe en pakke kondomer ved en fnisende kassemedarbejder i Netto.

- Det er fucking sjovt. Vi prøver at tænke anderledes og tager skridt, som andre ikke tør tage, siger Pernille-Louise Lenskjold, butikschef i Tys Tys, til TV2 ØSTJYLLAND.

Idéen om en ekspresudbringning af sexlegetøj er ikke helt ny for shoppen på Paradisgade.

- Det er faktisk noget, vi har tænkt over længe. Til at begynde med var planen, at vi ville køre ud med varerne selv. Men så så vi, at Wolt var begyndt at sælge varer fra butikker (og ikke kun restauranter, red.), og så tog vi kontakt til dem, siger hun.

Sexlegetøjet bliver pakket diskret i sort emballage, så kunder ikke behøver at være ræd for nysgerrige blikke fra naboen.
Sexlegetøjet bliver pakket diskret i sort emballage, så kunder ikke behøver at være ræd for nysgerrige blikke fra naboen. Foto: Privatfoto

Ifølge butikschefen var det ikke, fordi Wolt tog imod idéen med kyshånd til at begynde med. For de havde nok ikke lige regnet med, at det var en sexshop, der ville kontakte dem. 

- Men efter noget tid sagde de "jo, hvorfor ikke", fortæller Pernille-Louise Lenskjold.

Sort og diskret

Selvom Pernille-Louise Lenskjold understreger, at butikken er en del af en branche, hvor man gerne vil have sit logo synliggjort i gaderne, har Tys Tys valgt, at indpakningen skal være så diskret som mulig.

quote Jeg gad megagodt, at det kunne blive så normalt som at handle en liter mælk i Føtex.

Pernille-Louise Lenskjold, butikschef hos Tys Tys

Indpakningen er nemlig helt sort, så nysgerrige blikke ikke kan spotte en sexshop-pakke hos naboen. For selvom butikschefen har oplevet et stigende antal kunder i butikken, mener hun, at der stadig er mange, der finder det flovt at købe sexlegetøj. 

- Jeg gad megagodt, at det kunne blive så normalt, som at handle en liter mælk i Føtex. Der er nok vej igen, men det er et skridt i den rigtige retning, siger hun.

Butikken byder nu på et udvalg i Wolt-appen, der rummer forskellige vibratorer, kondomer, glidecreme og en julekalender. Det er butikkens 19 bestsellers, så der både er til glæder på længere sigt og til dem, der skal nydes godt af lige med det samme. 

- Man sidder en søndag aften med tømmermænd, og så når 'Netflix and chill' nye højder, siger Pernille-Louise Lenskjold. 

Butikschefen fortæller, at det tirsdag eftermiddag blev muligt at købe fra Tys Tys gennem Wolt. Og at shoppen onsdag eftermiddag har haft 10-12 leveringer.

Hun fortæller ydermere, at såfremt samarbejdet skulle gå hen og blive en succes, er planen, at Danmarks ældste sexshop vil udvide til andre byer. I første omgang har shoppen udvidet åbningstiderne, så man kan bestille løjerne helt indtil klokken 22 om fredagen.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND besøgte i september Tys Tys til en snak om de mange fordomme, folk har om sexshops.

Der er dildoer, latexdragter og stuepigeuniformer og meget mere på hylderne i sexshoppen Tys Tys i Aarhus. En butik fuld af fordomme, som aftens udgave af Face din Fordom kaster sig over.