Nu lægger Letbanen skinner i trafikeret Nørreport-kryds

I aften begynder Aarhus Letbane at opgrave asfalt midt i krydset mellem Nørreport og Kystvejen

Foto: Jens Hasse/Chili foto

Aarhus Letbane fortsætter ufortrødent sin færd i de aarhusianske kryds, og nu er tiden kommet til et af de mere trafikerede.

Det drejer sig om krydset mellem Kystvejen og Nørreport ved havnen i Aarhus, som der nu skal arbejdes på.

I aften, fredag, bliver der gravet asfalt op mellem de to kryds, og i morgen og cirka to uger frem etableres der skinner i krydset. 

Læs også Skibby om stejle Randersvej: ’Er de ikke ved at bygge en letbane? Tag den!’

Der arbejdes om natten for at genere trafikken mindst muligt, men det betyder til gengæld, at de, der bor i området, kan opleve nogen nattestøj, oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.

Hvis du kommer ad Kystvejen/Skovvejen fra nord, og du skal ned til havnen via Sverigesgade kræver byggeriet, at du tager en lille omkørsel. Du skal derfor til højre ved Østbanetorvet, køre ad Nørre Boulevard og dreje til venstre ind på Nørrebrogade – herfra vil der så være mulighed for at komme frem på havnen i Aarhus. 

Læs også Det første store Letbanetog er ankommet

Der er stadig to faser, der mangler i arbejdet på havnen i Aarhus, og hele arbejdet forventes først afsluttet i begyndelsen af 2017.