Mindesten skændet med maling igen
Ukendte gerningsmænd har spraymalet på sten nær Hasselager
Det er kun få måneder siden, at en mindesten for en jernbaneansat under anden verdenskrig blev skændet af sort maling.
Og nu er den gal igen.
Ukendte gerningsmænd har spraymalet stenens tekst med hvid maling på et tidspunkt indenfor de seneste to dage.
- Det er ikke i orden. Det er kun få måneder siden, at den blev skændet med sort maling, og efterfølgende renset og malet op. Og så sker det igen, siger Aksel Borup Jensen, der er formand for 'Støtteforeningen for Ormslev-Kolt lokalhistoriske samling' til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skudt tilfældigt
Karl Sejer var en helt almindelig ansat ved Jernbanen ved Hasselager Station, som blev dræbt af Kaj Henning Bothilsen Nielsen.
Bothilsen Nielsen var en danskfødt Gestapo-sympatisør, der stod i spidsen for den berygtede gruppe Peter-Gruppen.
Karl Sejer fik senere en mindesten, som står på Skanderborgvej nær Hasselager ved Aarhus, hvor han blev skudt.
- Vi kender ikke motivet, men det giver jo ingen mening. Han var blot en almindelig ansat ved Jernbanen, der var det forkerte sted på det forkerte tidpunkt, siger Aksel Borup Jensen.