Mais søn begik selvmord: - Jeg ville ønske, jeg ikke havde presset ham i skole

Mai Bakmands søn, 16-årige Martin Bakmand, tog sit eget liv i 2018. Hun havde aldrig troet, den tragedie kunne overgå et af hendes børn. 

- Det var et kæmpe chok. Jorden braste under mig den dag, jeg kom hjem og fandt ham død. Jeg havde aldrig nogensinde troet, min familie ville være en af dem, der har et dødt barn, siger Mai Bakmand fra Egå.

Mai Bakmand kontaktede TV2 ØSTJYLLAND efter at have læst en række artikler om stigende mistrivsel hos børn og unge.

Flere eksperter har peget på, at det ikke længere kun er gruppen af 'klassisk udsatte' børn fra svære kår, der mistrives, men at en del af stigningen skyldes, at børn fra 'helt almindelige hjem' i høj grad også er begyndt at slå sig på skolesystemet og den kultur, der præger samfundet i dag. 

- Vi kan se, at der er en ny gruppe, der har fået det svært. Det er en bredere gruppe af unge, der er i risiko for at blive marginaliseret og ende på kanten af uddannelsessystemet, har Anne Görlich, der er lektor ved Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, blandt andet fortalt.

Efter at Mai Bakmand mistede sin søn, er det gået op for hende, at der er mange familier, der står i de samme udfordringer, som hun oplevede. 

- Dengang troede jeg, at jeg var helt alene i verden om at have et barn, der bare ikke kunne holde ud at skulle i skole. Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg nok selv fordomme om sådan en som mig. En mor til en dreng, der vælger livet fra, siger hun og tilføjer:

- Jeg troede, det mest var familier, der på den ene eller anden måde ikke havde så mange ressourcer, men det er gået op for mig, at der er helt vildt mange familier derude, der kæmper. Alt for mange går stille med dørene, når det handler om, at ens barn mistrives, siger hun. 

I tiden efter at Mai Bakmand mistede sin søn, begyndte hun at skrive dagbog. Noter, der senere er blevet til bogen 'Ude af denne verden', som blev udgivet for tre uger siden. Den handler om tiden efter tabet af Martin.

For Mai Bakmand var det vigtigt at insistere på at tale om Martin. Det måtte for alt i verden ikke blive et tabu for hverken hende eller Martins storebror og lillesøster. 

Det er ikke, fordi det ikke er sårbart offentligt at fortælle om tragedien. Men det er vigtigt, mener hun. For der er ting, hun ved nu, som hun ville ønske, hun havde vidst, inden det var for sent.

- Jeg ville ønske, at jeg - og resten af verden - ikke havde været så optaget af, at han skulle i skole. Havde jeg vidst, hvordan det her ville ende, havde jeg droppet stressen over skolefraværet, taget sygeorlov og givet ham mere ro til bare at være, siger hun. 

Startede med mavesmerter

Hendes søn begyndte at mistrives i skolen, da han var 11-12 år gammel. I starten troede alle, at det var noget somatisk, der var skyld i, at han havde ondt i maven og hovedet og var meget syg. 

Men med tiden stod det klart, at mistrivslen bundede i noget psykisk, og han fik diagnosticeret en angstlidelse. Han blev tilbudt hjælp i børne- og ungepsykiatrien, men havde svært ved at møde op. 

- Han var ikke udadreagerende, men stille og indadvendt i skolen. Han kunne få angstanfald og blive fysisk dårlig, når jeg skulle køre ham i skole, og nogle gange var vi nødt til at vende bilen om igen, siger Mai Bakmand. 

Hun oplevede, at både skolen og psykiatrien var hjælpsom. Der blev identificeret udfordringer og holdt møder og lagt handleplaner.

- Men det var, som om hele livet kom til at dreje sig om, at han skulle i skole. At han skulle videre, fremad, være på vej mod næste skoleår, næste uddannelsesparathedsvurdering og næste uddannelse, siger hun og tilføjer:

- Jeg var selv påvirket af den kultur. Men jeg håber, min fortælling kan være med til, at man ser anderledes på unge, følsomme mennesker, der ikke passer ind i de kasser, der er. For det er jo fuldstændig ligegyldigt, om børnene kommer igennem folkeskolen, hvis de ikke er her mere, siger hun. 

Familien troede, det værste var ovre

Hendes søn afsluttede 9. klasse på trods af stort fravær. Og klarede eksaminerne godt på trods af svære odds. Han var stolt, oplevede Mai Bakmand. Og havde en rigtig god sommer, hvor familien blandt andet var på ferie på Mallorca sammen.

Efter sommerferien var planen, at han skulle begynde i 10. klasse på en privatskole. 

- Vi troede, vi var ovre det værste nu, og at vi kunne sænke skuldrene lidt. Og vi glædede os over, at han havde det bedre. Han kunne overnatte hos en kammerat og havde mere overskud og glæde, siger Mai Bakmand. 

Derfor havde hun og hendes mand heller ingen betænkeligheder ved at lade ham være alene hjemme, da de skulle til København for at hente deres ældste søn, der kom hjem fra en ferie. 

- Vi anende ikke, at han havde det så dårligt. Det havde han aldrig sagt noget om. Så det var et kæmpe chok. Mit gæt er, at han måske havde det godt den sommer, fordi han allerede havde taget beslutningen, fortæller Mai Bakmand. 

Kom som et kæmpe chok

Mens familien var i København, skrev sønnen og fortalte, at han havde været til frisør og spist det mad, der var sat frem til ham i køleskabet. Men da familien kom hjem til huset i Egå, havde de mistet ham. 

- Det var fuldstændig forfærdeligt. I det sekund brasede jorden sammen under mig, siger hun.

Mai Bakmand har ikke svaret på, hvorfor hendes søn fik angst, og hvorfor han valgte at tage sit eget liv. Men hun vil gerne komme med et opråb til alle de forældre, hvis børn mistrives og er i skolevægring: Giv dem plads, giv dem tid, og lad være med at tro, at løsningen nødvendigvis ligger i at komme hurtigt tilbage i skole. 

Konkret oplevede hun, at den hjælp, der havde klart størst effekt på hendes søn, var en voksenven. En ung psykologistuderende, der var sammen med Martin som aflastning. Her handlede relationen ikke om at løse problemer, men om at bruge tid sammen. 

- Blandt alle de professionelle voksne, Martin mødte, var han den eneste, Martin glædede sig til at være sammen med. Måske fordi han her ikke skulle presses til at fortælle om sine følelser og udfordringer. Der var ikke noget, der skulle løses. De skulle bare være sammen, og han blev mødt lige der, hvor han var, siger Mai Bakmand. 

De brugte blandt andet tid på at spille computer og tage på udflugter sammen.

- Det er noget, vi alle sammen kan gøre, tror jeg. Se barnet, værdsæt barnet for det, det er, i stedet for at have travlt med at finde og opbygge potentiale, siger hun.