To mænd dømt for hæleri af biler i millionklassen
To mænd er fredag dømt for groft hæleri af milliondyre biler og forsøg på tyveri af flere millioner kroner
En 39-årig og 41-årig mand blev fredag dømt for groft hæleri og biltyveri. Det oplyser Østjyllands Politi.
Mændene blev anholdt 21. marts i år, hvor de blev sigtet for groft hæleri, forsøg på røveri, indbrud og besiddelse af våben.
De er dømt for at hæleri af to meget dyre biler til en værdi af 1,3 millioner kroner og 2,4 millioner kroner.
De to mænd var også begge tiltalt for to grove tyverier på henholdsvis fire og en million kroner. Tyveriet på fire million kroner var delvist et forsøg, for tyvene fik ”kun” 288.000 kroner med sig.
Læs også
Tyveriet til en million kroner udviklede sig til røveri, da gerningsmændene kørte ind i en politibil på vej væk fra gerningsstedet.
Den 39-årige mand fik en dom på halvandet års ubetinget fængsel, mens den 41-årige mand blev idømt to et halvt års fængsel.
- Baggrunden for forskellene i dommene er, at den 39-årige også er dømt for besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition. Anklagemyndigheden er tilfredse med afgørelsen af skyldsspørgsmålet, men nu skal vi læse dommens præmisser, siger anklager hos Østjyllands Politi, Jhin Lee.
Begge mænd udbad sig betænkningstid i forhold til at anke deres domme.
En tredje mand blev også anholdt i sagen i marts, men blev løsladt efter afhøring i retten dagen efter anholdelsen. Sigtelsen mod den tredje mand frafaldt efter løsladelsen.