Madsen-brødrene til studerende: Vælg en karriere i psykiatrien
Peter og Anders Lund Madsen slog et slag for en karriere inden for psykiatrien, da de fredag var på besøg hos de medicinstuderende i Aarhus
Region Midtjylland har problemer med at rekruttere speciallæger til psykiatrien. På nuværende tidspunkt er der 29 ledige stillinger på de psykiatriske afdelinger.
Derfor har man i Region Midtjylland arbejdet for at tiltrække flere til faget – under initiativet Skarpe Hjerne – Varme hjerter.
Fredag var brødrene Lund Madsen en tur på Aarhus Universitet, for at flytte nogle af de holdninger og fordomme, der er hos de medicinstuderende, om psykiatrien.
Begge brødre har beskæftiget sig med psykiatrien. Peter Lund Madsen, også kendt som ”Hjernemadsen”, er speciallæge i psykiatri, og Anders Lund Madsen har lavet en programserie fra psykiatrisk afdeling for DR.
- Frem for alt, så er der brug for, at det er de dygtigste lægestuderende, der vælger at blive psykiater. Og det, der er sagen, det er, at det er et lavstatusspeciale. Men i virkeligheden – og det er ikke bare noget, jeg siger – så er det for nogle, det absolut bedste speciale, siger Peter Lund Madsen.
Læs også
Upopulært speciale
De medicinstuderende skal på et tidspunkt i deres uddannelse vælge mellem 39 medicinske specialer. Men de to psykiatriske specialer – voksenpsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri – er ikke et af de mest populære specialer. Men ifølge Peter Lund Madsen, har det ikke altid været sådan.
- Det burde være det speciale, de intellektuelle flokkedes til. Det var det jo i gamle dage. Dem, der interesserede sig for bevidsthed og sindets mørke kræfter, siger Peter Lund Madsen.
Læs også
Men hos brødrene er der også en erkendelse af, at psykiatrien har nogle udfordringer.
- Jeg har jo ikke været indlagt, men lavet fjernsyn fra psykiatrisk afdeling igennem noget tid. Og det var forbløffende at se, hvor lidt tid, der var til patienterne. Og det var også fordi, der simpelthen ikke var særlig mange læger, siger Anders Lund Madsen.
Du kan se mere til brødrenes besøg hos de medicinstuderende i klippet herover.
I aftens nyhedsudsendelse klokken 19:30 sætter TV2 ØSTJYLLAND skarpt på mangel på læger i psykiatrien i Region Midtjylland.