Lig fundet ved buskads: Politiet efterforsker dødsårsagen
Retsmedicinere og retsteknikere er blevet tilkaldt til stedet
Et lig er onsdag eftermiddag blevet fundet mellem bydelen Åbyhøj og boligområdet Gellerupparken i det vestlige Aarhus.
Det oplyser vagtchef Jes Frederiksen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Det var ifølge politiet en tilfældig borger, der klokken 14.52 alarmerede vagtcentralen omkring det chokerende fund.
Liget lå gemt væk i et buskads nær det trafikerede vejkryds Silkeborgvej og Åby Ringvej.
Det har endnu ikke været muligt at identificere personen:
- Liget har formentlig ligget der i længere tid, siger vagtchef Jes Frederiksen.
Et 5000 kvadratmeter stort område omkring findestedet har siden i eftermiddag været afspærret for at give plads til politiets arbejde. Retsmedicinere og retsteknikere er tilkaldt for at undersøge liget.
Om der er tale om en forbrydelse, en ulykke eller selvmord, kan politiet endnu ikke svare på:
- Umiddelbart vil jeg ikke tro, der er tale om drab, men lige nu holder vi alle muligheder åben, siger vagtchefen.