Lasse har lavet computerspil fra bunden: Sælger over 1000 kopier om dagen
Lasse Zacho Malver fra Aarhus har på kort tid solgt over 12.000 kopier af et computerspil, som han selv har lavet.
Han har brugt otte lange måneder på at lave sit eget computerspil i sin lejlighed i Aarhus. Velvidende, at det måske aldrig ville sælge en eneste kopi.
Men siden spillet ”Mage and Monsters” for 10 dage siden blev udgivet, er salget gået over al forventning, og Lasse Zacho Malver har allerede solgt over 12.000 kopier på spilplatformen Steam.
- Jeg havde ikke regnet med, at det ville sælge så meget. Det er ret overraskende, siger spiludvikleren.
Lasse Zacho Malver udgav sidste år spillet ”Calturin”, som han havde brugt 5.000 timer og 12.000 kroner af egen lomme på.
”Mage and Monsters” har dog allerede solgt 20 gange så meget som ”Calturin” på trods af, at det kun har været ude i 10 dage.
YouTuber blev afgørende
"Mage and Monsters" har kun kostet 2.500 kroner at lave, udover de mange timer. Og derfor begynder spiludviklingen rent faktisk at kunne betale sig for Lasse Zacho Malver, på trods af at hver kopi kun koster det samme som en kop kaffe.
- Da jeg lavede mit første spil, var min timeløn meget meget lav. Med mit nye spil ender jeg måske med en timeløn, der svarer til et normalt fuldtidsarbejde. Det, at jeg har bygget noget op, som svarer til et normalt job, er fantastisk. Det er super fedt at se, at det faktisk er noget, jeg kan leve af, siger han.
En af de store grunde til, at ”Mage and Monsters” har så stor succes, er, at en kendt youtuber ved navn Splattercat udgav en video til sine næsten 800.000 abonnenter, hvor han spillede en prøveudgave af spillet.
- Efter han udgav videoen, fik jeg flere tusind ”wishlists” (folk der putter spillet på deres ønskeseddel på Steam red.). Han sagde, at det var en fantastisk idé til et spil, det var et meget stort boost. Og samtidig fik jeg en masse feedback, som jeg har brugt i udviklingen af spillet, siger Lasse Zacho Malver.
Håber på at kunne leve af det
Sideløbende med udviklingen af spillet har Lasse Zacho Malver færdiggjort sin kandidat i filosofi og engelsk.
På trods af det forventer han ikke, at det er det, han skal beskæftige sig med fremover. I stedet for håber han, at han kan gøre en karriere ud af at udvikle spil.
- Det er planen, at jeg skal leve af det. Måske skal jeg lave et nyt spil selv, eller måske finde et hold at lave det sammen med. Det kan også være, at jeg kan komme til at undervise i at udvikle spil, siger Lasse Zacho Malver.
Han fortæller dog, at han i første omgang fortsætter med at arbejde og udvikle på ”Mage and Monsters”.