TV2 Østjylland
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
  • Din kommune
  • Play
  • Tip os
15. mar 2023, kl. 14:54
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Katastrofal situation: Pia tvunget til at dele enestue

Der er så stor pladsmangel i psykiatrien på Aarhus Universitetshospital, at personalet dagligt presser ekstra senge ind på stuerne, så alvorligt syge - med psykoser og selvmordstanker - skal dele værelse.

  • ANSO
    Anette Solgaard
    Lokalreporter i Aarhus Kommune

Hver gang personalet på det psykiatriske sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital vil tale med hende, bliver hun bange. Bange for, at de vil sige, hun er blevet udvalgt til - igen - at dele stue med en anden psykiatrisk patient, fordi det ellers nybyggede hospital mangler sengepladser. 

For psykiatrisk patient Pia S. Mikkelsen handler det 'uden at være unødigt dramatisk om liv eller død'.

Pia psykiatri enestue
quote
Jeg har flere gange skullet dele stue med en patient, der hele tiden går nøgen rundt
Pia S. Mikkelsen

- Det er uordentligt at byde nogen at skulle dele stue med en fremmed. Katastrofalt, faktisk. Jeg har flere gange skullet dele stue med en patient, der hele tiden går nøgen rundt, eller som hamrer på toiletdøren, når jeg er derinde, eller som står op og råber om natten, siger 47-årige Pia S. Mikkelsen fra Aarhus. 

Grænseoverskridende mangel på privatliv

Pia S. Mikkelsen har diagnosen skizoaffektiv, som er en sindssygdom, hvor der både er symptomer på skizofreni og bipolar lidelse.

Stemmerne i hendes hoved siger for eksempel til hende, at hun skal skære i sig selv eller tage en overdosis. Når stemmerne bliver for voldsomme, bliver hun indlagt på et psykiatrisk sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

- Men når jeg bliver indlagt på en stue med en anden, så får jeg det værre - ikke bedre. Stemmerne tager til, og jeg bliver bange for, om den anden patient kunne finde på at kvæle mig om natten. Og den totale mangel på privatliv, på at kunne føre telefonsamtaler eller bare græde i fred, er virkelig grænseoverskridende, siger hun.

Pia S. Mikkelsen har diagnosen skizoaffektiv, som er en sindssygdom, hvor der både er symptomer på skizofreni og bipolar lidelse.
Pia S. Mikkelsen har diagnosen skizoaffektiv, som er en sindssygdom, hvor der både er symptomer på skizofreni og bipolar lidelse.

Pia S. Mikkelsen er langt fra den eneste, der har prøvet at være indlagt på en dobbeltstue. Det fortæller overlæge i Psykiatrien Peter Møller Andersen, der er tidligere regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet.

Han har skrevet et debatindlæg i Århus Stiftstidende, hvor han i skarpe vendinger kritiserer udviklingen. 

De stuer, der i dag huser to senge, blev egentlig bygget til svært overvægtige patienter, der eksempelvis har brug for hjælpemidler og derfor mere plads. Men på grund af for få sengepladser blev stuerne inddraget til dobbeltstuer. 

- Jeg synes overhovedet ikke, det er dansk sygehusstandard værdigt. Det er et stort tilbageskridt. Der er ingen tvivl om, at det ikke fremmer helbredelsen af psykisk syge, siger Peter Møller Andersen til TV2 Østjylland. 

Ifølge ham er der i praksis så høj belægning, at der stort set altid er patienter på dobbeltstuer.

- Patienterne kan få tilbagefald og bliver mere syge og stressede af det. Eller også udskriver de sig selv før tid for at undgå det og risikerer at tage hjem og få det endnu dårligere. I sidste ende betyder det endnu mere pres på psykiatrien, siger han. 

Indgang K - indgangen til det psykiatriske hospital ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Indgang K - indgangen til det psykiatriske hospital ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Stort dilemma at udpege patienter til dobbeltstuer

I praksis betyder det også, at personalet på de psykiatriske sengeafsnit skal bruge meget tid på at finde ud af, hvilke patienter der 'bedst' kan tåle en dobbeltstue, når der bliver mangel på stuer. 

En opgave, der ifølge social- og sundhedsassistent Jytte Avnsbøl ikke ligefrem skaber bedre og mere tillidsfulde relationer mellem patienter og personale. 

- Det er et evigt dilemma, hvilke patienter vi skal pege ud. Og det er virkelig svært at forklare patienterne, hvorfor de skal dele stue med nogen. For jeg har simpelthen ikke nogle gode argumenter udover at prøve at appellere til deres medmenneskelighed og forståelse for, at der er nogen, der har sværere end dem ved at dele stue, siger Jytte Avnsbøl, der har arbejdet i psykiatrien i 15 år, men først på Skejby har stiftet bekendtskab med dobbeltstuer. 

- Det er helt forfærdeligt, og det gør vores behandlingsmuligheder vanskelige, når vi skal flytte patienter på dobbeltstue mod deres vilje. Det er ikke ligefrem relationsopbyggende, siger Jytte Avnsbøl. 

Overlæge Peter Møller Andersen er meget bekymret over pladsmanglen.
Overlæge Peter Møller Andersen er meget bekymret over pladsmanglen. Foto: Region Midtjylland

Kvælningsforsøg

Selvom personalet prøver at udpege de patienter, der bedst kan tåle selskab, går det nogle gange galt. Før jul var der for eksempel en patient, der tog kvælertag på en medpatient på en dobbeltstue, fortæller overlæge Peter Møller Andersen. 

- Det var en urolig patient, der ikke kunne sove om natten, og på et tidspunkt hoppede kæden af i ren afmagt. Det var ret alvorligt, og vi opfordrede den patient, der blev udsat for det, til at anmelde det som et drabsforsøg, siger han. 

Social- og sundhedsassistent Jytte Avnsbøl mødte ind på arbejde morgenen efter den voldsomme episode. 

- Der havde ikke været nogen tegn på, at det kunne ende så galt. Men i løbet af natten var presset blevet for stort. Det er meget utrygt både for personalet og for patienterne, når den slags sker. Så jeg forstå sådan set godt, at nogle patienter forlanger at blive udskrevet, når de bliver bedt om at flytte på dobbeltstue, siger Jytte Avnsbøl.

Pia S. Mikkelsen har besluttet sig for, at hun aldrig igen vil indlægges på en dobbeltstue. Så vil hun hellere udskrives. 

På dobbeltstuerne bliver der sat en foldevæg op mellem de to senge.
På dobbeltstuerne bliver der sat en foldevæg op mellem de to senge. Foto: Privatfoto

Cheflæge er ikke stolt

Cheflæge i afdeling for depression og angst Farahna Harees oplever, at overbelægningen er blevet endnu værre de seneste par år. 

Lige nu er der på hvert afsnit to stuer, der kan bruges til dobbeltstue. Derudover er der typisk et gruppe- eller aktivitetsrum på afsnittet, hvor der også kan skubbes en seng ind. Det vil sige, at der på den måde kan laves tre ekstra pladser på hver afdeling. 

- Det foregår dagligt. Vi er ikke stolte af det, men vi har ryggen mod muren. Man skal være virkelig dårlig, før man bliver indlagt, og når det ikke er patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt at udskrive nogen, er den mindst dårlige løsning at ty til dobbeltværelser, siger hun og tilføjer: 

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at udskrive patienter så hurtigt som muligt, sende på orlov og bruge ambulant behandling. Det ændrer ikke på, at vi har for få senge. Det har været et problem i mange år, og vi har gjort opmærksom på det for længe siden, inden vi flyttede til de nye lokaler i Skejby, siger hun. 

- Og i Region Midtjylland er der færre sengepladser pr indbygger end andre steder siger hun. Det er uordentligt, at man ikke gør mere ved det.

Har du været indlagt på dobbeltstue?

Så kontakt os her eller på tip@tv2oj.dk

Tip os arrow-right

Problemet skal løses

Pladsmanglen er ikke ukendt for regionsrådspolitikerne. Det fortæller Jacob Klærke (SF), formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland. 

- Vi har desværre i en del år haft for få sengepladser. Derfor har vi også besluttet at udvide med et nyt sengeafsnit, som åbner i starten af næste år, ligesom vi også har vedtaget et nyt sengeafsnit i retspsykiatrien. Derudover har vi netop fået lov til at inddrage nogle særlige pladser, som stod tomme, siger han og tilføjer:

- Men det er noget, der tager tid. Desværre. Og så længe der er overbelægning, kan det i nogle tilfælde være den bedste af to dårlige løsninger at indlægge patienter på dobbeltstuer eller i samtalerum, siger han. 

Jacob Klærke, formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, er ærgerlig over situationen.
Jacob Klærke, formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, er ærgerlig over situationen. Foto: Region Midtjylland

Hvorfor er det ellers nye psykiatriske sygehus ikke bygget større, når der allerede i de gamle lokaler var overbelægning? 

- Udvidelsen af sengepladser blev først vedtaget omkring udflytningen. Planlægningen af byggeriet ligger mange år tilbage og var før min tid, så det kan jeg ikke svare på, siger han.

Hvornår kan patienterne igen slippe for dobbeltstuer?

- Det kan jeg ikke sige. Det er en høj prioritering, og vi er i gang med at bygge og løse det, men vi er ikke i mål. Vi er klar over, at ventetiden er en svær tid, og jeg tror ikke, der er en eneste politiker i regionsrådet, der er glad for overbelægning, siger han.

facebook twitter mail

Læs også

  • piller medicin

    ADHD og depression: En kommune topper, her får 12,6 procent medicin

  • Mai ny

    Mais søn begik selvmord: - Jeg ville ønske, jeg ikke havde presset ham i skole

  • Depressiv

    Ulykkelige unge: Her er flest på antidepressiv

Mest sete

  • Madklubben kvittering

    Tina rystet efter restaurantbesøg – skrev 'Skæv Øje' på kvittering

  • Brian Hertz

    Brian elsker sit job ved kassen – men én type kunder provokerer ham

  • 20200407-151421-L-5497x3174ma

    Nedlægger gratis parkering fra på mandag

  • Arne Daa Petersen

    Arne kom ud til dyreunge med brækkede knogler: - Få nu jeres hunde i snor

  • Musik på Toppen Nicklas Sahl

    Lokal stjerne spillede til havefest - hele familien dansede med

  • Randers pride

    Video: Regnbuefest fyldte gaderne

  • Hans Csösz (26)

    Sjældne fuglearter forsvinder - ræven er på spil

  • Brian Hertz

    Brian elsker sit job ved kassen – men én type kunder provokerer ham

  • Madklubben kvittering

    Tina rystet efter restaurantbesøg – skrev 'Skæv Øje' på kvittering

  • Mikkel og ringen

    Mikkels forsvundne ring dukkede pludselig op under fodboldkamp

  • Badebro

    Badebro lukkes ved populær sø – er for farlig

  • Indsamling 1

    Fodboldklub indsamler stort beløb til kræftramte børn

  • sol sommer strand stranden bade solbrændt solbade

    Hvert tredje barn bliver solskoldet i sommerferien

  • Liveblog
    frank drabssag

    Holder pizzaaften imens han ligger død i garagen

  • Jesper Lund Klaris

    Lejrskoler kan være fortid: Forældre frygter store besparelser

  • tørke vanding mark landmand mark

    Populære grøntsager vil snart stige i pris, hvis regnen udebliver

  • Peter Belli og Poul Krebs

    Poul Krebs skrev med Peter Belli op til hans død

  • Vanding af tør plæne

    Vandværk nødt til at lukke for vandet: Hold igen med at vande græsset

TV2 Østjylland

Kontakt

  • Tip os
  • Sig din mening
  • Send klage
  • Find medarbejder
  • Book rundvisning
  • Sponsorater
  • Reklamer

Om os

  • Hvem er vi?
  • Udviklingsblog
  • Bestyrelse
  • Repræsentantskab

Job uddannelse

  • Ledige stillinger
  • Erhvervspraktik
  • Journalistpraktikant
  • FTP-elev

Services

  • Tekstet for hørehæmmede
  • Public service
  • Sådan ser du TV2ØJ
  • Privatlivspolitik
  • Cookies
Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt Pressenævnet
TV2 Østjylland Skejbyparken 1, 8200 Aarhus N Skriv til: redaktion@tv2oj.dk Ring: (+45) 87424242
facebook twitter linkedin instagram youtube tiktok
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. TV2 Østjylland forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4.