Kastede sten efter politiet og drønede væk
Manden blev hurtigt fanget af betjentene.
Fredag aften blev en gruppe betjente angrebet ud af ingenting.
Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Politipatruljen var i gang med at arbejde i krydset ved Gudrunsvej og Tinesvej i Aarhus.
En person så sit snit til at angribe betjentene, mens de var i gang med deres arbejde.
Manden samlede en sten op, som han kastede efter patruljen. Herefter skyndte han sig ind i sin bil og drønede væk.
- En person, som ikke havde noget med politiforretningen at gøre, havde åbenbart set sig sur på patruljen, skriver politiet i deres døgnrapport.
Politiet havde spottet manden, og de fik derfor hurtigt fat på ham igen.
Manden er blevet sigtet for angreb med genstande mod nogen i offentlig tjeneste.
Ingen af betjentene blev ramt af stenen eller kom til skade.