Anholdt for skyggeboksning med knive
En nabo ringede efter politiet, da en 29-årig mand pludselig stod og trænede med knive ude i en have.
Østjyllands Politi har anholdt og sigtet en 29-årig mand for at være i besiddelse af to knive i det offentlige rum.
Ifølge politiets døgnrapport ringede en nabo til politiet mandag sidst på formiddagen, da han fik øje på manden, som stod i en have i Aarhus-forstaden Tilst og "skyggeboksede". Det vil sige, at han stod og fægtede med knivene.
Da betjente kom frem, lå knivene nogle meter fra ham, og de bad ham lægge sig på jorden med hænderne på ryggen, så de kunne anholde ham.
Trænede med knivene
Den 29-årige forklarede, at han var i gang med at træne, præcist som han havde gjort flere gange før på forskellige steder. Denne gang befandt han sig så i en anden mands have.
Han blev derfor sigtet for at være i ulovlig besiddelse af de to knive uden at have et anerkendelsesværdigt formål med det, forklarer politiet.
Knivene blev beslaglagt.