Karaoke hitter ved Aarhus Festuge
Lørdag var der DM i karaoke, og arrangøren kæmper for at gøre den særlige sang-disciplin stor igen.
En småsnalret herre der i akut selvovervurdering af egne evner kaster sig ud i en fortolkning af Robbie Williams ”Let me entertain you”, kort før pubben lukker.
Oplevelser af den karakter har gennem årene gjort det svært for folk, der virkelig brænder for karaoke.
- Vi har haft et lidt dårligt ry herhjemme, og det skyldes, at det ikke er blevet taget særligt seriøst. Det var superseriøst i slut-80'erne og start-90'erne, da det kom hertil, men siden gik det ned ad bakke, siger Bjarne Hjelm.
Han er inkarneret karaoke-fan og har sat sig for at gøre disciplinen populær igen. Lørdag stod han således i spidsen for finalerne ved DM i karaoke, der afvikles i forbindelse med Aarhus Festuge.
- Vi er nogle stykker rundt omkring i landet, som stadigvæk tager det her seriøst og gerne vil give de dygtige sangere en god mulighed for at stå på en scene, hvor udstyret er i top, og der er styring på, at det ikke ender i anarki på scenen, fortæller han.
En japansk opfindelse
Karaoke opstod i Japan i 1970'erne.
Ordet betyder 'tomt orkester'.
Oprindelig sang de udøvende til indspillede kassettebånd, men efterhånden har karaoke udviklet sig til en industri, hvor det interaktive sammenspil mellem udøver og indspilning stadig raffineres.
Karaoke har bredt sig til Sydøstasien, Vesteuropa og USA.
Kilde: lex.dk
Deltagere fra hele landet
Hen over foråret og sommeren har håbefulde amatør-sangere derfor dystet på pubber og værtshuse rundt om i landet.
- Det har været på Sherlock Holmes her i Aarhus. Og så er der Thisted, der er Aalborg, der er Odense, Svendborg, Næstved og Nørrebro, fortæller Bjarne Hjelm.
De bedste sangere fra hver by er gået videre til dagens finale og mødtes lørdag eftermiddag i den indledende runde før selve finalen på Kloster Torv lørdag aften. Og der er oplevelser på alle niveauer ifølge Bjarne Hjelm.
- Kvaliteten er blandet. De har jo alle sammen deltaget i en lokal konkurrence, hvor man har sorteret det værste skidt fra. Vi har i hvert fald 15 topsangere - altså virkelig dygtige amatørsangere. Så er der nogle, som var de bedste på den aften, de lige stillede op i deres by, men det her med, at man skal være amatør, det er jo også et vigtigt element, pointerer Bjarne Hjelm.
En billet til Panama
Op til finaledagen har han afholdt Danmarks største karaoke-aften i forbindelse med Aarhus Festuge, hvor deltagerne ifølge arrangøren "brændte pladsen af" foran et stort publikum.
Så måske er hans mission ved at lykkes. Ambitionerne er i hvert fald store - også på vegne af aftenens vinder, der kan se frem til at skulle præstere på den helt store scene.
- Vi opererer under KWC, Karaoke World Championships, som vi har licens til at køre det her for. Så vinderen af DM går videre til VM-finalen i Panama til november, siger Bjarne Hjelm.