Mark har altid følt sig anderledes - I særlig hobby har han fundet hjem
I en verden af kostumer, tegneserier og karaoke har Mark Ørum Hansen fundet venner – og et sted at høre til.
Klædt ud som Thoma fra det japansk baserede spil Genshin Impact havde Mark Ørum Hansen indtaget cosplay-messen i Grenå i weekenden.
For ham er det meget mere end udklædning, make-up og parykker.
- Ofte er cosplayere lidt uden for, når man ikke er til en convention (sammenkomst for cosplayere, red). Man har altid følt sig lidt uden for, siger Mark Ørum Hansen og uddyber:
- Det er derfor, man ofte i cosplay kan føle sig mere hjemme. Fordi man er sammen med andre, der også har følt sig uden for. Man kan være sig selv - men samtidig også spille en anden karakter.
'Andre ligesom mig'
Mark Ørum Hansen kender kun alt for godt til det med at føle sig uden for fællesskabet.
- Hele mit skoleliv har jeg været anderledes. Det har jeg været af mange grunde. Jeg har for eksempel været den yngste i min klasse, og det hjalp jo ikke lige. Men ja, jeg følte altid, der var et eller andet. Jeg følte mig anderledes på en eller anden måde, siger han.
Og netop af den grund er cosplay noget helt særligt for ham.
- Så kommer jeg til sådan en convention her, og så er jeg sådan; ’Wow, der er så mange andre ligesom mig, hvor er det fedt’, siger han.
Og han bakkes op af Zach Damsholdt Olsen, der deltager i messen som karakteren Gorou også fra det japanske spil Genshin Impact. Han er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved cosplay er.
- Jeg vil nok sige glæden ved, at man kan være en anden person – en karakter med en anden personlighed. Man behøver ikke at være sig selv, man kan gemme sit gamle selv væk og være en gladere person, siger han og kommer med et eksempel:
- Hvis jeg cosplayede en karakter, der var rigtig sur, så kunne jeg godt gå rundt og være rigtig gnaven i det. Men jeg kunne også være en, der var rigtig sød og superglad. Jeg behøver ikke være mig selv, det er nok det, jeg får mest glæde af.
Pludselig er man venner
Det kan måske lyde modstridende – men netop det med ikke at være sig selv, kan også gøre det nemmere at møde andre, mener Mark Ørum Hansen.
- Det er nemmere at finde venner, fordi man lige præcis er i de her cosplays.Det er lidt mindre akavet at starte en samtale, fordi man er sådan; Wow, dit cosplay, du ser så cool ud. Og så siger de tilbage; Ej, du ser også mega cool ud'. Og så er man pludselig venner, siger Mark Ørum Hansen.
Der skal en særlig passion til – Zach Damsholdt Olsen fortæller, at det gerne tager flere timer på at få kostume og make-up på plads til en sammenkomst. Men det er det hele værd.
- Man behøver ikke at gemme sig væk til en convention. Vær den, du er. Go wild, afslutter han.