Internater får dyr ind som aldrig før
Der bliver indleveret dyr på internater som aldrig før. Sidste år steg tallet igen.
Svane, skægagame, hunde og kaniner. Dyrenes Beskyttelse i Tranbjerg har burene fyldt op med dyr, der er blevet indleveret. Sidste år var antallet igen højere end året før.
- Vores vagtcentral har haft travlt i, og vi har fået rigtig mange dyr indleveret, siger lederen af Dyrenes Beskyttelse Aarhus, Rolf Nordentoft.
I 2022 håndterede internatet 8500 sager, det er 700 mere end i 2021. Rolf Nordentoft mener, vi som samfund har fået mere fokus på dyrs velfærd.
- Folk er blevet mere oplyste om, hvordan man kan hjælpe dyrene. Derfor hjælper folk også, siger han.
Han tror også, at stigningen skyldes, at Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 er blevet mere kendt i befolkningen.
I Tranbjerg kommer der hver dag nye dyr ind. Det er alt fra skægagamer til kaniner, der bliver indleveret på forskellig vis. Nogle afleverer dyrene i flyttekasser foran internatet, mens andre dyr bliver fundet efterladt i det fri.
Det gælder blandt andet kaninerne Texas og Taco, der blev fundet efterladt på en legeplads i Tranbjerg.
Texas havde betydelige skader, da han blev fundet, og han er sandsynligvis blevet ramt af en bil, mener Rolf Nordentoft.
I øjeblikket har Dyrenes Beskyttelse Aarhus 300 dyr på deres internat i Tranbjerg. Rolf Nordentoft lover, at der ikke kommer til at være pladsmangel, selvom flere og flere dyr ender på internat.
- Vi har ti internater under Dyrenes Beskyttelse, så vi kan altid flytte rundt og finde plads, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.