Frivillige som Brian er livsblod i alle klubber
Hasle Boldklub i Aarhus fylder i år 100 år, og det kunne aldrig lykkes uden de frivillige, der hver dag slider for foreningens børn og unge.
Der var dækket op til fest, da Hasle Boldklub i denne uge fejrede 100 år som idrætsforening.
Det begyndte i 1922, og 100 år senere løber små drenge og piger fra lokalmiljøet stadig rundt med logoet på brystet.
Meget har ændret sig gennem tiden, men en ting har altid været alfa og omega: frivillige.
En af de frivillige, der i dag gør det hele muligt, er formand Brian Rasmussen, der i mere end 30 år har været aktiv i klubben.
- Jeg har boet i Aarhus V i hele mit liv og selv spillet i fodbold i Hasle, siden jeg var 18 år, hvor jeg også blev ungdomstræner. Så er det bare fortsat, fortæller Brian Rasmussen, der kalder det helt naturligt at bruge sin fritid i klubben.
Det er netop frivillige som ham, der skal bruges, hvis idrætsklubber skal kunne fungere og overleve.
- Det betyder alt. Uden frivillige, ingen fodboldklub, siger formanden.
Frivillige kommer ikke af sig selv
Men selv om det for Brian Rasmussen er naturligt at være del af Hasle Boldklub, er det dog ikke alle frivillige, der holder ud i så mange år.
Under tiden med corona har mange idrætsklubber eksempelvis været bekymret for, om de frivillige også ville vende tilbage og lægge den samme indsats på den anden side.
Læs også
Det fortæller Torben Märcher, formand for DGI Østjylland. Organisationen har derfor lavet en guide til klubberne for, hvordan de kan tiltrække og fastholde frivillige kræfter.
- Man skal lægge en plan - de frivillige kommer ikke af sig selv. Gør du det, du plejer at gøre, så får du det, du plejer at få.
- Men nu vil vi gerne have noget mere, og derfor er det vigtigt, at klubberne laver en plan, siger Torben Märcher.
Læs også
I Hasle Boldklub har man længe gjort en indsats for at få nye frivillige.
- Ved år efter år at arbejde hårdt på at aktivere forældre og unge mennesker som frivillige i en klub. Så kan man blive 100 år, siger Brian Rasmussen.
Og faktisk kan man som forældre være med at støtte sine børn i at blive i foreningsidrætten, lyder erfaringen fra Hasle Boldklub.
- Vi kan se, at de årgange, hvor vi har svært ved at mønstre forældre som frivillige, også er de årgange, hvor vi kan have svært ved at fastholde drengene og pigerne i fodbold, siger Brian Rasmussen.