Farvel til et udfordrende år: Sådan kommer du godt videre i det nye

Hvis man skal gå godt ind i det nye år, så handler det om at slippe bekymringerne, lyder det fra en psykolog.

På Marselisborg Havn indleder venneparret Pia Gjermandsen og Tom Søby Petersen året på samme måde som altid. Med en frisk dukkert i iskoldt vand.

- Jeg har et udtryk, der hedder en havkrammer, og i de her coronatider, hvor vi ikke må kramme, så er det altid rart at vide, man i hvert fald kan komme ud og få et havkram, siger Pia Gjermandsen fra Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kolde gys får tankerne i gang om det forgangne år, der har budt på nye vaner og regler.

- Jeg synes, det har været udfordrende. Nye væremåde, nye omgangsformer. Det er både skræmmende og fascinerende, hvor hurtigt vi tilvænner os en så anderledes, situation, siger Pia Gjermandsen.

- Alle ens sjove ting såsom koncerter, og vi synger begge i kor, det er jo lukket ned og er slet ikke, som det plejer. Altså vi har jo alle ryddet en kalender, siger Tom Søby Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Vi har sagt farvel til 2020 og goddag til 2021. Et stort spørgsmål melder sig. Er det muligt at lægge et år fyldt med corona bag sig? Vi tog en dukkert med friske vinterbadere.

Selvom coronaepidimien ikke er overstået, og Statsminister Mette Frederiksen først spår et vendepunkt til påske, så giver det nye år alligevel et håb om en frisk start.

- Nu er der optimisme, det må man sige. Vi trænger til, at der kommer noget sjov og ballade igen. Det er det, vi savner, siger Tom Søby Petersen.

Muligheder frem for bekymringer

Pia Callesen er psykolog og forfatter til en bog om at slippe angst og gribe livet. Hun mener, at den bedste måde at tage hul på 2021 og lægge 2020 bag sig, er ved at fokusere på mulighederne frem for alle de ting, der ikke kan lade sig gøre.

- Bekymringer kan virkelig stjæle vores livskvalitet, og vi bekymrer os om, hvad der kommer til at ske i 2021. Om vaccinerne, om vi kan komme på ferie og om økonomi, siger Pia Callesen til TV2 ØSTJYLLAND.

Pia Callesen, psykolog og klinikchef ved CEKTOS.
Pia Callesen, psykolog og klinikchef ved CEKTOS. Foto: CEKTOS

- Hvis man skal gå ind i 2021 på en fornuftig måde, så handler det meget om at kunne lade være med at bruge for meget tid på de her bekymringer, uddyber hun.

Det råd kan måske umiddelbart lyde lettere sagt end gjort, men Pia Callesen sammenligner det at lade bekymringerne være med at lade en telefon ringe uden at tage den.

- Det er det, der hedder afkoblet opmærksomhed. Det handler ikke om at tømme hovedet, men om ikke at bruge kræfter på tankerne. Det er noget, vi kan gøre som mennesker, der er bare mange, der ikke er bevidste om, at man kan det, siger hun.

Ifølge Pia Callesen er det desuden en god idé at fokusere på én dag ad gangen frem for at tænke for meget fremad.

- Fokusér på nuet lidt mere. Nærværet, hvem man er sammen med. For man kan nemt gå i gang med at bruge 10 timer på alt det der, man kan bekymre sig om. Men det gør ikke noget godt for vores søvn eller trivsel.

Nytårsvinterbaderne Pia Gjermandsen og Tom Søby Petersen har allerede taget hul på at fokusere på det positive i 2021. For selvom saunaen var lukket på grund af Covid-19, fik de alligevel glæde af deres dukkert.

- Sådan er det. Vi nød vores havbad, siger Pia Gjermandsen.

Vaccine

play For få bliver vaccineret: Bookingsystem spænder ben for ældre

Else Jensen coronavaccination Plejehjemmet Ankersgade første vaccine

Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

skaermbillede_2020-02-08_kl._19.49.05.jpg

Vil udnytte corona-nedlukning: Vejarbejde udvides

politibil

Hjalp du en ung kvinde hjem nytårsnat? Politiet leder efter dig

Grenaa-Anholt Færgefart

play Skibet er ladet med vacciner: Lige nu får øboere stikket

130220_roegfri_psyk.jpg

Psykiatri Listen ude af regionsrådet: Eks-formand er ærgerlig