Escaperoom stod i flammer: Efterforskes af politiet

Branden bliver nu efterforsket af Østjyllands Politi.

Søndag morgen udbrød der brand i en bygning, der huser et escaperoom i Tilst.  

Det oplyser Østjyllands Brandvæsen. 

Der er tale om 'Escapist' på Langkærvej i Tilst, som stod i flammer tidligt i morges.

- Vi havde mandskab fra to stationer derude. Det var en relativt mindre brand, siger Carsten Pedersen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.

Branden blev hurtigt slukket, og politiet arbejder nu på stedet, oplyser han. 

- Vi slukkede branden og overdragede skadesstedet til politiet, da der var noget mistænkeligt derude, siger Carsten Pedersen.

Østjyllands Politi bekræfter, at de er på sagen. 

- Vi har været ude og undersøge forholdet derude. Vores brandefterforskere skal kigge på det i morgen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Mikkel Møldrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Escapist ligger ved Langkærparken i Tilst.
Escapist ligger ved Langkærparken i Tilst. Foto: Google Street View

Frustreret ejer 

Escaperoomet i Tilst åbnede i juli sidste år, men stedet har den seneste tid været plaget af uro. Det fortæller en af ejerne af Escapist til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Vi har haft noget ballade med nogle bøller, der har knust flere vinduer ved os i løbet af den sidste halvanden måneds tid, siger Henrik Ravn, medejer af Escapist.

Derfor har han en mistanke om, at branden kan være påsat. 

- Jeg tror, det er et let offer for nogle, der keder sig for meget.

Henrik Ravn fik meldingen om branden, da politiet bankede på hans dør søndag morgen.

- Jeg tænkte, at det var noget pis og træls, at de ikke kan lade os være i fred derude, siger han.

Indtil videre har han ikke overblik over skadernes omfang. 

- Lige nu er politiet ved at efterforske, og bygningen er derfor spærret af. Så indtil da har vi ikke selv adgang dertil. Så vidt vi ved, er det hele lobbyområdet, der er brændt, siger Henrik Ravn og fortsætter:

- I første omgang har vi aflyst alt indtil torsdag i næste uge. Indtil vi får et overblik over omfanget af skaderne, har vi ikke noget bud på, hvornår vi åbner igen, siger Henrik Ravn.