Efter hærværk: Ny plan skal beskytte lgbt+-personer
Handleplanen skal blandt andet hjælpe på mobning af lgbt+-personer i skoler.
For første gang nogensinde sender Aarhus Kommune nu en LGBT+ politik i høring.
Planen med politikken er at skabe bedre forhold for en gruppe borgere, der stadig oplever dårligere trivsel og utryghed end de fleste andre.
- Vi ser nogle klare udfordringer med minoriteter i Aarhus, der simpelthen trives dårligere end resten af befolkningen. Det er noget, vi er opmærksomme på og gerne vil gøre noget ved, siger Anders Winnerskjold (S), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Samarbejde med foreninger
Der har været flere tilfælde af hadforbrydelser mod lgbt+-miljøet i Aarhus.
Blandt andet sidste år, hvor mødestedet for en lgbt+-forening blev udsat for hærværk.
- I virkeligheden er noget af det her svært, fordi det handler om dårlig opdragelse og dårlig adfærd. Og ikke at give plads til mennesker, der har en anden seksualitet end flertallet, siger Anders Winnerskjold.
En del af den nye politik går ud på, at man vil være bedre til at overvåge og registrere diskrimination mod lgbt+-minoriteter.
Man vil også sætte øget fokus på området på de sundhedsfaglige uddannelser.
Og så skal kommunens undervisningstilbud også have større fokus lgbt+, hvor seksualitet og kønsidentitet skal være en del af skolernes arbejde mod mobning.
- Det er et udslag af, at lgbt+-miljøet, alle foreninger stort set, har været involveret i at lave både politik og handleplan. Så det er ikke bare noget, jeg har siddet og fundet på inde på rådhuset, siger Anders Winnerskjold.
Skeptisk lgbt+ næstforperson
Lgbt+huset er en forening, der udbyder tilbud til lgbt+-personer i Aarhus.
Foreningen har været med i det forberedende arbejde til den nye politik fra Aarhus Kommune.
Næstforperson i lgbt+huset, Benjamin Lysander Rask, er glad for de nye forslag. Men han er samtidig skeptisk over, om de bliver ført ud i verden.
- Grundet at Aarhus Kommune skal spare, er man lidt nervøs for, hvad der bliver sat i værk af alle de her tiltag, som står i handleplanen, siger han og fortsætter:
- Det er ikke alle tiltag, tror jeg ikke, der bliver sat i værk, fordi man skal spare i de forskellige magistratområdet.
Den nye handleplan er i høring indtil 28. april, hvorefter den skal behandles politisk.