Christina hørte pludselig sirenen: Hvorfor sagde de ikke noget på pressemødet?
Pludselig lød sirenen i Studstrup fredag eftermiddag. Efterfølgende sendte myndighederne en pressemeddelelse om, at alle borgere i byen skal gå indendøre.
Christina Heintzelmann Therkildsen hørte fredag eftermiddag sirenen i byen kort efter myndighedernes pressemøde.
Hun sidder i sit hus med sine to børn og familiens hund. Hun kalder det utrygt, at sirenen pludselig larmede over byen uden, at borgerne havde fået information.
- Vi ved ikke noget. Jeg har lige læst det på dr.dk.Vi har ikke fået nogen information, så det er lidt utrygt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun bor i den del af byen, der ligger længst væk fra Studstrupværket. Her er røgen ikke kraftig klokken 14.43.
- Jeg sidder inde i huset med mine to børn og min hund. Det er okay i de fleste rum. Ellers må vi hoppe ud i bilen og køre til noget familie, siger Christina Heintzelmann Therkildsen.
Er du påvirket af branden?
Er du eller din familie påvirket af branden og røgen fra Studstrupværket, så vil vi gerne høre fra dig.
Send en mail til tip@tv2oj.dk eller kontakt os her:
Hun forstår ikke, hvorfor myndighederne ikke omtalte sirenen og afspærringen af Studstrup på pressemødet kort før sirenen blev aktiveret.
Glemte kaniner
Kathrina Hollensberg havde netop forladt Studstrup, da hun ville vende om for at hente familiens kaniner. Hun blev afvist af politiet, og kort efter hørte hun sirenen.
- Vi var lige kørt derfra, og så holdt der en politibil og fem biler, der holdt i kø, siger Kathrina Hollensberg.
- En forælder spurgte, om vi skulle have noget med, og så bad jeg ham om at tage vores kaniner med ud.
Hun gik hurtigt på nettet, men på det tidspunkt var myndighedernes beredskabsmeddelelse endnu ikke sendt ud.
- Man bliver da forskrækket. Jeg gik ind på nogle medier, men jeg kunne ikke læse noget. Det er vildt, siger Kathrina Hollensberg.
Hun er taget til Mols med familien. De måtte dog en tur i Plantorama for at købe bur til deres kaniner. Det nåede de heller ikke at få med ud.
Kathrina Hollensberg kan se i vejrudsigten, at vinden vender mod Mols i aften.
- Så ved jeg ikke, hvad vi gør. Det må vi finde ud af, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Her kan du læse myndighedernes beredskabsmeddelelse.