Brugte østjyske hospitalsuniformer er nu på vej til hospitaler i Ukraine
Vaskeriet på Aarhus Universitetshospital har doneret aflagte hospitalsuniformer, dyner, tæpper og puder til hospitaler i Ukraine.
Brugte, østjyske hospitalsuniformer, tæpper, dyner og puder er nu på vej til hospitaler i Ukraine fra vaskeriet, Midtvask, på Aarhus Universitetshospital.
Vaskeriet har doneret de gamle tekstiler til hjælpeorganisationen, Bevar Ukraine, der nu står for at transportere de 25 pallekasser med 120 kilo i hver, svarende til en fyldt lastbil, til de ukrainske hospitaler.
- Vi håber, at det gør god gavn for personalet på sygehuset, men også for de patienter, der kommer ind og er såret af krigen, og forhåbentligt på den måde kan få en bedre behandling, når de kan ligge i noget blødt og rart, siger Sarafina Liv Andersen, der er bæredygtighedskonsulent hos Midtvask.
Læs også
Midtvask har haft en samarbejdsaftale med ’Bevar Ukraine’ om at sende tekstiler til genbrug på de ukrainske hospitaler siden 2018.
Men da krigen brød ud i Ukraine, modtog vaskeriet fredag morgen et opkald fra organisationen om, at de havde brug for alt, hvad vaskeriet havde på lager af brugte uniformer, tæpper og dyner. Og så fik vaskerimedarbejderne travlt med at pakke.
Genbrug giver god mening
Uniformerne, tæpperne, dynerne og puderne, er alle nogle, der er blevet brugt på de østjyske hospitaler, men som nu ikke længere lever op til de høje kvalitetskrav i det danske sundhedsvæsen.
Det kan for eksempel være hvis tekstilerne har små huller eller er beskadiget, men stadig er brugbare.
Læs også
- De fejler ikke noget, så derfor giver det god mening, at vi kan sende det til genbrug i Ukraine og hjælpe med de ting, de ikke selv har mulighed for at skaffe, siger Sarafina Liv Andersen.
Hvis ikke uniformerne og de andre tekstiler blev genbrugt i Ukraine, skulle de sendes til opklip og for eksempel bruges som klude.