Supermarkeder fjerner alle russiske varer fra hylderne

I lyset af situationen i Ukraine fjerner Salling Group, Rema 1000 og Coop nu alle russiske varer på hylderne i deres butikker.

Flere supermarkeder vælger nu at fjerne alle russiske varer fra deres butikker.

I Salling Groups butikker gælder det det blandt andet russiskproduceret vodka, tandpasta og chokolade. I alt 20 forskellige varer forsvinder fra hylderne i koncernens butikker, der omfatter Netto, Føtex, Bilka og Salling.

- I lyset af situationen i Ukraine synes vi, at det er det rigtigste at gøre, siger Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group, til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Rema 1000 vælger at fjerne russiske varer fra deres sortiment på grund af krigen. Det skriver kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder på Twitter. 

Coop, der driver blandt andet Irma, SuperBrugsen og Fakta, stopper også med at handle med Rusland, fortæller kommunikations- og analysechef Lars Aarup.

Han fortæller, at Coop sælger under 20 varer, der kommer fra Rusland, som koncernen ikke længere vil købe. Dog får de allerede indkøbte varer lov til at blive på hylderne.

Bakker op om det ukrainske folk

Hos Salling Group vil varerne blive fjernet, så snart Salling Group har dannet sig et overblik over, hvor de forskellige varer kommer fra. Det gælder både i Danmark, Polen og Tyskland.

- Vi er en virksomhed, der lever af at drive virksomhed på en ordentlig måde. Når der kommer sådan en krise her, så er det vigtigt, at vi stiller os på den rigtige side og viser, hvem vi bakker op. Her bakker vi selvfølgelig op om det ukrainske folk og den situation, de står i, siger Henrik Vinther Olesen.

Salling Group har endnu ikke taget stilling til om varerne skal destrueres eller doneres væk.