Borgmester slår fast: Havnen skal udvides
Tirsdag mødes Aarhus Byråd for at diskutere udvidelsen af Aarhus Havn, og det er ifølge borgmesteren nødvendigt at udvide, selvom netop det har vakt skarp kritik.
Blandt både borgere og politikere har udvidelsen af Aarhus Havn de seneste år været et brandvarmt emne. Nu er en endelig beslutning om udvidelsen måske tættere på end nogensinde før.
Tirsdag eftermiddag og aften skal politikerne i Aarhus byråd nemlig mødes for diskutere, hvordan og hvor meget havnen skal udvides. For det er ikke længere et spørgsmål, om havnen skal udvides, men snarere hvor meget.
Sådan fra lyder det fra borgmester og formand i Aarhus Havn, Jacob Bundsgaard (S), forud for forhandlingerne tirsdag
- Der er ikke noget, der tyder på, at folk holder op med at forbruge eller købe ting. Derfor er vi nødt til at understøtte den vækst og udvikling, vi har brug for, for at kunne finansiere vores velfærd. Det gør vi blandt andet ved at udvide havnen, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Havneudvidelsen har flere gange skabt debat. Allerede i 2018, inden byrådet for alvor havde sat gang i processen, begyndte den første modstand at spire.
Siden har heftige diskussioner, analyser og en borgerinddragelsesproces været med til at danne grundlag for forhandlingerne tirsdag. Ifølge borgmesteren har den lange proces været en gevinst for forhandlingerne tirsdag.
Det skal også have en afslutning
- Det har været med til at kvalificerer beslutningsgrundlaget, som er det, vi skal stå på, når vi træffer en beslutning, der rækker mange år ud i fremtiden, siger Jacob Bundsgaard.
Han ser dog frem til, at der snart bliver truffet en beslutning.
- Det skal også have en afslutning. Nu er vi inde i sidste del af fasen, hvor vi skal have truffet nogle beslutninger, og bagefter begynder en proces i byrådet, hvor borgerne også kan komme til orde, siger Jacob Bundsgaard.
Mødet tirsdag er uden bagkant, men hvornår en afgørelse er truffet er stadig uvist.