Bodil har boet 230 dage på internat
Dansk Dyreværn i Tranbjerg opfordrer private til ikke at lade kaniner yngle, for internatet har lige nu så mange kaniner i deres varetægt, at der er rigeligt til alle.
En kanin plus en kanin kan hurtigt blive til mange. I hvert fald så længe de to kaniner er af hvert deres køn. Helt op til 50 unger kan en hunkanin sætte i verden om året.
Det kender de alt til hos Dansk Dyreværn i Tranbjerg, for deres internat bugner af kaniner.
Derfor kommer de nu med en særlig opfordring; lad være med at lade kaninerne derhjemme yngle.
- Vi er helt booket op med kaniner, siger Rolf Nordentoft, internatleder ved Dansk Dyreværn i Aarhus, der har et ønske.
- Vi vil gerne opfordre til, at man i stedet for at avle en masse kaniner derhjemme kommer ud på internaterne rundt omkring i landet og finder en kanin, for vi har mange søde kaniner, der mangler et hjem, siger Rolf Nordentoft.
Ingen vil have Bodil
Blandt beboerne på det tæt pakkede internat er den hvide kanin Bodil, som ingen indtil videre har villet have.
Faktisk har Bodil boet på internatet i 230 dage.
Det er fire gange så længe, som de 58 dage kaniner i gennemsnit bor på internatet.
Uden for Bodils bur står der derfor også ”Hils på mig først – jeg har været her længe”.
Det er Dyrenes Beskyttelse, som står bag Dansk Dyreværns internat i Tranbjerg.