Lokal kendiskat: Theo gik på værtshus klokken tre om natten
Theo har et trygt og kærligt hjem i Hadsten, men han drager alligevel gang på gang ud på eventyr, og det har gjort ham til lidt af en kendis.
Klokken tre om natten bippede mobilen hos familien Nielsen fra Hadsten.
Det var den lokale bar, Centralkroen, som ringede. Theo sad nemlig inde blandt de øldrikkende gæster og hyggede sig.
Mange af os kender måske følelsen. Hverdagen kører i ring, og en følelse af rastløshed breder sig i kroppen. Man har lyst til at tage det første fly væk herfra, forlade alle hverdagens forpligtigelser og drage ud i verden.
Det er måske sådan, katten Theo fra Hadsten har det. Han elsker nemlig at drage på eventyr og er ikke tilpas med at være bundet til ét hjem. Som en dyrenes Troels Kløvedal.
Centralkroen er blot ét af mange steder i Hadsten og omegn, hvor Theo har været på besøg.
- Han er en meget kærlig kat. Han elsker at blive aet og elsker små børn. Han følger tit med små børn, hvis han kan komme til det. Og så er han madglad, siger Ditte Loldrup Nielsen, som er Theos ejer.
Kendis-katten Theo
I kraft af de mange steder Theo har besøgt i Hadsten, er han gået hen og blevet lidt af en kendis. Nogle vil faktisk gå så langt som at kalde ham en legende.
I Facebook-gruppen ”Facebook Hadsten” har flere gennem tidens løb lavet opslag, hvor de efterlyser ejeren til en sort- og gråstribet kat. Og det viser sig tit at være Theo.
- Han løber tit rundt ved spejderhytten tæt på os. Der løber han rundt med børnene og synes, det er sjovt. Alle spejderne ved godt, at han hedder Theo, siger Ditte Loldrup Nielsen.
Theo kom hjem fra sit seneste eventyr i tirsdags. Her blev et facebook-opslag lavet i gruppen "Facebook Hadsten", hvor der stod følgende:
"Vores venner i Ølst har de seneste 14 dage haft besøg af Theo. Dyrlægen har i dag været behjælpelig med navn og at den kommer fra Hadsten. Mere vides ikke. Kan I mon hjælpe herinde?"
Theo var altså vandret omkring ti kilometer væk fra sit hjem og havde været på ferieophold hos en anden familie.
- Han er en meget social kat, så vi opdagede ham, fordi han blev ved med at prøve at komme ind. Han er snu, så hver gang han kunne komme til det, sneg han sig med ind, siger Anne Askov Svensson.
En regnfuld dag forbarmede hun sig over Theo og inviterede ham ind til lidt pålæg og hygge på sofaen.
Hun tog ham med til dyrlægen, som kunne fortælle, at Theo kommer fra Hadsten og derfor blev opslaget i Facebook-gruppen lavet.
- Det var dejligt, da de kom og hentede ham, for de var så glade, siger Anne Askov Svensson.
Turen til Ølst er den længste udflugt, Theo har været på.
Facebook-kommentarer om Theo
Facebook-kommentarer til de forskellige opslag om Theo i gruppen "Facebook Hadsten" viser, at Theo er en velkendt og folkekær kat.
"Eventyr/Spejder katten Theo. Skøn kat ❤️"
"Spejderkatten Theo på lang fart"
"Endnu et kapitel i legenden om Theo"
"Søde Theo, han er så klog en kat. Mere vis end de fleste mennesker"
"Theo ….Hadstens fælleskat"
"Theo er en eventyrlysten kat"
"Er Theo taget på tur?"
En fræk kat
En anden gang gik Theo ind i et hus gennem en kattelem og hang ud i huset og spiste lidt kattemad.
- Han havde GPS på, så vi kunne se, at han var der, men vi kunne ikke kom ind, fordi de ikke var hjemme. Så han var der, til de kom hjem, så han er virkelig fræk, siger Theos mor og tilføjer:
- De gange, han har været inde ved nogen, har de været søde og sagt, at han ikke har været til besvær.
Theo har også på et tidspunkt været på weekendophold i byens sundhedscenter, indtil nogen mødte på arbejde igen.
Theo er upopulær hos nogle
Men det er ikke alle, som er lige glade for Theos sociale adfærd.
- Der er nogle, som synes, at når vi ikke kan holde styr på ham, så skal han være derhjemme, siger Ditte Loldrup Nielsen.
Familien har prøvet flere ting for at få Theo til at blive ved deres matrikel. De har haft en GPS-tracker på ham, men den er flere gange faldet af, når Theo er i skoven, og den har ikke været til at finde igen på grund af dårligt signal.
De har også prøvet tricket med at lægge kattegrus rundt om huset, men det har heller ikke virket.
- Vi håber ikke, folk er for sure over, at han kan komme på besøg, og at de vil tage det med et smil.
Selv den lokale dyreklinik har på Facebook delt et opslag om Theo, fordi flere tror, at han er herreløs og derfor indleverer ham.
Her skriver de, at selvom Theo kan finde på at følge efter en, så skal man bare lade ham være, for han kan sagtens finde hjem.
Man kan ikke tøjle Theo
Familien Nielsen har dog også tænkt, om de måtte skille af med Theo, fordi han tit løber væk, men det ville de være kede af.
- Vi har nogle børn, der er meget glad for ham, så det kan vi ikke få os selv til, siger Ditte Loldrup Nielsen.
Familien fik Theo fra et internat i Hobro for halvandet år siden. På det tidspunkt var han et halvt år og meget underernæret.
Inden han kom på internat, har han formentlig levet på gaden.
- Han blev ved med at lægge sig op på skødet af os, så han vidste godt, at han ville med os hjem, siger Ditte Loldrup Nielsen.
Selvom de har forsøgt, kan de ikke lave om på Theos adfærd.
- Man kan ikke opdrage en kat på samme måde som en hund.
Og det har kattemoren helt ret i. Det bekræfter internatleder ved Dyrenes Beskyttelse på Fyn, Lene Frahm. Hun kommer med et bud på, hvorfor Theo går så meget på eventyr.
- En af årsagerne til, at den går væk, kan være, at den har forskellige foderværter. Folk er meget hurtige til at gå ud og fodre katte, der kommer forbi, og så bliver de en del af kattens foderværter, siger Lene Frahm.
Theo er udadvendt af natur
Derudover er det i kattens natur at bevæge sig længere væk. Theos store kærlighed til mennesker kommer hun også med en mulig forklaring på.
- De katte, som har mistet deres mor i en tidlig alder, og derfor er blevet flasket op af mennesker, knytter et meget stærkt bånd til mennesker, i forhold til de katte, som er ved deres mor i tolv uger. De får en lidt anden adfærd som voksne. De bliver udpræget meget sociale og meget opsøgende, siger internatlederen.
Hvis en kat har været vant til at være ude, kan man ikke pludselig lukke den inde, for så mistrives den og kan udvikle problemadfærd, fortæller hun.
- Man kan henstille landsbyens beboere til ikke at fodre den. For hvis den kun får mad derhjemme, så forsvinder den ikke i længere tid, siger hun.
Theo ældes med ynde
Det er også det budskab Theos familie kommer med.
- Folk må endelig gerne kæle med ham, men de skal ikke give ham mad og helst ikke tro, at han er blevet væk, hvis han er i Hadsten. Hvis folk ikke vil have ham, skal de bare sprøjte lidt vand på ham, så skal han nok gå, siger Ditte Loldrup Nielsen.
Theo er knap to år gammel, og der er noget, der tyder på, at han måske lægger de lange eventyrer på hylden.
- Det er blevet bedre her på det sidste, hvor han er blevet lidt ældre, siger Theos mor.
Så hvis man ser en grå- og sortstribet kat i Hadsten og omegn, kan man være heldig, at det er legenden Theo.
Herunder er et overblik over Theos eventyr. Det er lavet ud fra de opslag, borgere har lavet i gruppen "Facebook Hadsten", hvor de søger ejeren til en kat, som i alle tilfælde viser sig at være Theo.
Theos eventyr
10. januar 2023 - Ølst
9. oktober 2022 - spejderhytten
22. januar 2022 - Sundhedscenter Hadsten
3. januar 2022 - Favrskov Gymnasium
30. november 2021- privat hus
14. december 2021- botilbud