Blev valgt med 63 stemmer
Menighedsråd forsøger sig med nye valgformer
Ligesom det er med byrådene, plejer medlemmerne af meningsrådene også at blive valgt for en fireårig valgperiode.
Det er der dog nu blevet lavet om på i 122 af de danske sogne. Her har menighedsrådene fået dispensation til at afholde valg hvert andet år.
Ud af dem har ni sogne i Aarhus Stift fået lov til i en forsøgsperiode at vælge medlemmerne af meningsrådene ved en valgforsamling i stedet for en traditionel afstemning.
Et af de sogne, som er med i forsøget, er Åby Sogn i Aarhus.
- Vi slipper for, at skulle gennem den store, tunge valgprocedure, siger Steen Røndal Olsen, som er formand for menighedsrådet, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
For to år siden, da der sidste gang var valg, blev menighedsrådsformand Steen Røndal Olsen, valgt med opbakning fra bare 63 stemmer. Et lille antal, hvis man ser det i forhold til det samlede antal sognemedlemmer som er på omkring 8.500, fortæller Steen Røndal Olsen:
- Det er stadig et meget begrænset antal, der dukker op.
Valget i Åby Sogn sker nu på en valgforsamling, som er et møde, hvor alle sognemedlemmer har mulighed for at møde op og give deres mening til kende.
I går var netop det tilfældet, da der den 11. november blev afholdt menighedsrådsvalg landet over.
Forsøgsordningen med anderledes valgformer sker med tilladelse fra Kirkeministeriet.
Hør, hvorfor de nye valgformer kan være en styrkelse af demokratiet, i tv-indslaget øverst på siden.