Lejligheden koster fuld husleje, men renovering frarøver beboere dagslys og frisk luft

Stilladser, lastbiler, grus, motorlarm og os er blevet for meget for beboerne i Hans Broges Parken i det vestlige Aarhus. De samler nu klageunderskrifter ind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er ikke nemt at se det, men i bygningen bag de mange tunge maskiner, bor flere familier. Deres hjem er nu på 7. måned pakket ind i stilladser, men Brabrand Boligforening som laver renoveringen, har hverken nedsat huslejen eller genhuset beboerne.

Når Omar el-Hallak skal ind i sin opgang med sine fire børn, skal han først krydse en byggeplads med stilladser, huller i jorden og farlige maskiner.

For at komme ned i cykelkælderen skal familien hoppe over byggeaffald og et frithængende kraftkabel.

- Det er slemt det her. Det er rigtig svært og farligt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Sammen med sin familie bor han i en lejlighed i Hans Broges Parken i Brabrand, som de seneste syv måneder har været pakket ind i stilladser, fordi boligkomplekset er ved at blive renoveret.

Uden dagslys og luft

Familien har også haft håndværkerne indenfor, hvor de har bygget en trævæg midt i familiens stue, som i praksis afskærmer al dagslys fra stuen og forhindrer familien i at lufte ud.

- Vi kan ikke åbne vinduerne. Vi sidder i stuen med en blæser, for ikke at få det for varmt. Det er rigtig svært, forklarer Omar el Hallak.

Underskriftsindsamling

Både han og mange af hans naboer har allerede flere gange kontaktet Brabrand Boligforening, som udlejer lejlighederne, for at få løst problemerne. Men uden held.

Derfor har 38 naboer nu skrevet under på en underskriftsindsamling, der klager over den langtrukne og meget belastende renovering.

- Vi bor på en byggeplads og vores hjem invaderes af uforudsigelige håndværkere. Det er ikke rimelige vilkår at leve under, fortæller Lise-Lotte Kristensen, der har boet i Hans Broges Parken i 30 år og været glad for sit hjem i trygge omgivelser. Men renoveringen har ændret på den opfattelse af lejligheden.

- Jeg oplever at blive tappet for energi, følelsesmæssigt meget berørt og grådlabil, siger hun.

Stilladserne omkranser bygningerne på syvende måned. 

Genhus os

Ifølge Lise-Lotte Kristensen var det meningen at renoveringen kun skulle berøre beboerne i 8-10 uger, men den tidsgrænse er for længst overskredet og derfor mener hun og 37 andre beboere ikke, det er rimeligt, at Brabrand Boligforening kræver fuld husleje, mens boligerne er ved at blive renoveret.

- Det er urimeligt, at vi skal leve under de her forhold. Det har varet syv måneder  og er endnu ikke færdigt, selvom det skulle have været det for længe siden, siger hun.

- Enten må de genhuse os eller også må de sætte huslejen ned, for det er ikke rimeligt at vi skal betale fuld husleje, når vi ikke kan lukke en dør og føle os trygge.

Beklager forholdene

Brabrand Boligforening erkender at have hørt klager over renoveringen fra beboerne i Hans Broges Parken, men sender skylden videre til entreprenøren.

- Vi har i månedsvis hundset rundt med den entreprenør, som er derude. Det har været forbundet med store vanskeligheder. Det er efter min mening meget utilfredsstillende og jeg har stor forståelse for beboernes situation, siger Keld Laursen, der er direktør i Brabrand Boligforening. Han vil dog på nuværende tidspunkt, hverken love huslejenedsættelser eller genhusninger.

- Når vi får klarhed over situationen, vil vi tale med noget større bogstaver over for denne her entreprenør. Vi har forsøgt at få ham til at overholde de aftaler, vi har lavet i månedsvis, siger han.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her