Beruset kvinde røg i vandet: Opmærksom borger hjalp hende
En 50-årig kvinde røg søndag morgen i Aarhus Nordhavn, da hun var på vej hjem fra en bytur.
Politi, redning og brandvæsen måtte tidlig søndag morgen køre til Fiskerikajen ved Aarhus Nordhavn, hvor en 50-årig kvinde var røget i vandet.
Det oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi, Per Bennekov til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Kvinden var på vej hjem fra en bytur, og da hun var uopmærksom, snublede hun og røg i vandet, siger vagtchefen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han oplyser også, at den 50-årige kvinde kun havde ligget i vandet i kort tid, før hun blev reddet op igen. Hun var ved bevidsthed hele tiden, og hun er ikke kommet noget til.
Borger tog affære
Anmeldelsen kom klokken 07:56, af en anmelder som selv tog affære. TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med en person, som opholdt sig i en båd i nærheden, da kvinden røg i vandet.
Denne personer fortæller, at anmelderen hørte kvinden råbe om hjælp, og derfor løb hen til kvinden med en redningskrans og beroligede kvinden med, at der var tilkaldt hjælp.
Anmelderen fik fat på en gummibåd, og da politi, redning og brandvæsen ankom, hoppede en dykker og en politimand ned i redningsbåden, og sammen fik de reddet kvinden op ad vandet.
Behov for mere sikkerhed
Den 50-årige kvinde slap med en forskrækkelse, men så heldigt slipper langt fra alle.
Alene siden efteråret 2014 har mindst fire personer mistet livet ved drukneulykker i havnen og åen i Aarhus. To af dem efter en aften i byen.
Derfor besluttede Aarhus Kommune tilbage i december 2018, at der skal sættes hegn op ved Europaplads, da nye vurderinger viser, at der er brug for det af sikkerhedsmæssige grunde, da cykelstien er meget tæt på åen.
- Det er tragisk, hver gang der sker et dødsfald med vand, og det skal man tage alvorligt. Det har vores rådgivere kigget på, og de foreslår at sætte hegn op ved Europaplads, sagde Finn Bruun Ravnsbæk, der er projektchef ved Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND den 16. december sidste år.
Ikke hegn flere steder
Aarhus Kommune tøver dog med at sætte hegn op flere steder af hensyn til æstetikken og muligheden for adgang til vand.
Læs også
- Ideen er netop, at vi skal have byen til vandet, og vandet til byen, og derfor skal vi ikke hegne det hele ind, siger Finn Bruun Ravnsbæk, der er projektchef ved Aarhus Kommune.
Aarhus Kommune vil dog ikke sætte hegn op ved Dokk1. I stedet for vil de gøre det mere tydeligt, hvor der er kanter, så folk ikke falder, som flere ifølge kommunen har gjort.