Beruset bulgarer slog værtshus-ansat
En fuld mand slog en ansat i ansigtet på et værtshus i det centrale Aarhus.
21. jan 2023, kl. 12:53
Mere end 30 dage gammel
En fuld bulgarer var fredag aften klokken 22.36 årsag til, at personalet på værtshuset Vinstuen i Fiskergyde i Aarhus midtby slog alarm og tilkaldte politiet.
Den 33-årige mand havde slået en ansat i ansigtet med et håndrodsslag, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Vinstuens personale tilbageholdt herefter manden, indtil politiet ankom.
Ved politiets ankomst blev den 33-årige anholdt og taget med til Aarhus Politigård, hvor han blev sat i detentionen.
Det viste sig, at den 33-årige havde flere ting fra tidligere på samvittigheden, og efter afrusning skal politiet vurdere, hvad der videre skal ske i sagen.