Slæbte møbler i skov - så blev der ringet til politiet
En tip fra en opmærksom borger ledte til opklaring af et møbeltyveri. En 32-årig er varetægtsfængslet.
En borger undrede sig, da to mænd kom slæbende med flere møbler ved et skovstykke syd for Skødstrup.
Det virkede mistænkeligt, og derfor kontaktede den opmærksomme borger politiet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mændene var i færd med at lægge møblerne ind i en lille bil, og anmelderen kunne derfor give et godt signalement samt bilens nummerplade.
- En patrulje var kort efter fremme i området, og på vej hen mod skovstykket, så de mændene i bilen køre på Djurslandsmotorvejen, skriver politiet.
Stole stammede fra indbrud
Patruljen stoppede bilen, hvor der lå tre stole, der stammede fra et indbrud Safirvej i Skødstrup tidligere på dagen.
Herefter blev begge mænd, der er 32 og 33 år, sigtet og anholdt.
Den 32-årige er for nyligt prøveløsladt efter en dom for lignende kriminalitet, og det blev derfor vurderet, at der var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet frem til den 17. februar.
Den 33-årige blev løsladt, da det blev vurderet, at der ikke umiddelbart var grundlag for fremstilling.