Alle mod én i byrådet - vil stoppe nedrivning af boligblokke
Til byrådsmødet i Aarhus mandag aften foreslog Enhedslisten at pause nedrivningerne af boligblokke i Gellerup og Bispehaven. Men den holdning stod de alene med.
Der var irritation og utålmodighed at spore i luften i byrådssalen, da det blev tid til at tage Enhedslistens forslag om at pause nedrivningerne af boligblokke i Gellerup og Bispehaven op.
- Det er en rigtig dårlig idé, som Enhedslisten har fået. Vi har sådan set behandlet det her gentagende gange, og der er ikke noget, der er forandret i den situation, der er, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) som noget af det første.
Han anbefalede byrådet at afvise forslaget, og det blev der lyttet til - alle partier stemte imod.
- Jeg er rigtig ked af, at Enhedslisten bliver ved med at foregøgle nogen, at der er noget, der kan lade sig gøre, som ikke kan lade sig gøre, siger Mette Skautrup (KF) i byrådssalen.
Store økonomiske omkostninger
Det var Solveig Munk (EL), som præsenterede forslaget om at pause nedrivningen, indtil der kommer en afgørelse i de retssager beboere har startet mod kommune, boligorganisation og stat. Forslaget indebar også, at de ledige boliger i Gellerup og Bispehaven - som står tomme - udlejes til flygtninge.
- Det forslag stiller jeg, fordi det er nogle meget store økonomiske omkostninger og risiko man tager, ved ikke at sætte det i bero, mens de her retssager forløber, fordi der vil komme nogle store erstatningssager senere, siger Solveig Munk (EL) efter byrådsmødet og fortsætter:
- Den anden del af det er at begrænse det nuværende tab, der står 531 boliger tomme, fordi man har flyttet beboere ud såkaldt frivilligt, og så har boligforeningerne et meget stort huslejetab, som betales af landets almene borgere.
Hun lægger heller ikke skjul på, at det er et led i at forhindre at nedrivningerne bliver til noget.
Er det ikke urealistisk at stille forslaget, når du ved, at alle er imod?
- Hvis det var sådan, at jeg skulle forholde mig til det realistiske, så var der ikke meget ret meget enhedspolitik at føre i det byråd. Det ville være trist, hvis Enhedslisten ikke var der til at stille de kritiske spørgsmål, siger Solveig Munk.
Når ikke mål, hvis arbejdet sættes i bero
Men de argumenter giver borgmesteren ikke meget for i byrådssalen.
Han pointerer, at de retssager, der er rejst og kører ikke er tillagt opsættende virkning, og at det betyder, at Aarhus Kommune kan gennemføre udmøntningen af udviklingen i helhedsplanerne for Gellerup og Bispehaven uden at afvente en afgørelse i retssagerne.
- Hvis vi sætter arbejdet i bero, så når vi ikke de mål, der er sat og værst af alt, opnår vi ikke den positive forandring, der er brug for i området, siger Jacob Bundsgaard .
Forslaget blev sendt til økonomiudvalget, hvor det skal tages op.
Nedrivningen af boligblokkene i Gellerup sker for, at Aarhus Kommune kan leve op til regeringens ghettoplan. I den står der, at almene familieboliger kun må udgøre 40 procent i de hårdeste ghettoområder.
Tilbage i november vedtog byrådet at seks blokke skulle rives ned. Enhedslisten har ved flere lejligheder forsøgt at stoppe planerne. De seks boligblokke er i 4,5 etager, som tilsammen indeholder 360 almene lejligheder.