Aarhus får nyt håndboldeventyr
Aarhus skal være Danmarks herrehåndbold-hovedstad.
Aarhus skal være herrehåndboldens hovedstad.
Det er ambitionen bag en ny fond og et nystiftet selskab, der netop er præsenteret med visionen om at skabe et sportsligt og økonomisk bæredygtigt håndboldfællesskab. Og fællesskabet opstår, af at det er Viby, Brabrand, Stavtrup, VRI og HEI, som skal stå for driften i et fælles selskab.
Navnet på det nye eventyr er Aarhus HC, og klubben overtager HEI-Håndbolds licens og starter dermed i den næstbedste række fra næste sæson.
Læs også
- Håndbolden har historisk været med helt forrest, når det gælder sportslige flagskibe. Det skal vi opleve igen. Ved at lade en almennyttig fond eje det nye tophold skaber vi hele Aarhus’ hold. Ingen klubber eller personer eller selskaber får særlige rettigheder eller ejerskab, siger Carsten Led-Jensen, der bliver ny formand for Aarhus HC.
Ny fond sikrer kapital
Sideløbende etableres der en håndboldfond, som på forhånd er sikret en kapital på tre millioner kroner. Den står softwarevirksomheden Systematics ejer og direktør Michael Holm for, ligesom virksomheden bliver storsponsor.
- Det her er mit bidrag til at give de aarhusianske håndboldmiljøer et stærkt økonomisk fundament, så vi forhåbentlig i fremtiden kommer til at opleve storkampe i Kongelunden, siger Michael Holm.
Læs også
Aarhus Håndbold gik konkurs sidste år og fusionerede med Skanderborg, så nogle kampe spilles her.
HEI - Hjortshøj-Egaa Idrætsforening - lægger sin 1. divisionslicens ind i det nye samarbejde.
- Vi har allerede et fortrinligt samarbejde med de andre Aarhus-klubber omkring talentarbejdet, og med det nye håndboldfællesskab, kan vi nu løfte vores tilbud til et endnu højere niveau, siger formand for HEI-Håndbold Thomas Munkholm.
I første omgang kommer ledelsen til at bestå af en arbejdende bestyrelse, som repræsenterer kredsen af erhvervs- og håndboldfolk bag initiativet.
Formand bliver Carsten Led-Jensen, medlemmer bliver Henrik Larson og Peter Bredsdorff Larsen.