U20-landsholdsspiller Matthias Birkkjær er pludselig død

Matthias Birkkjær Pedersen blev kun 19 år gammel.

En trist og tragisk nyhed er søndag meldt ud af Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH).

Klubbens 19-årige talent Matthias Birkkjær Pedersen, der også spillede på det danske ungdomslandshold, er gået bort. Det skriver BSH på sin hjemmeside.

- Vi modtog fredag den værst tænkelige besked, at en af vores U19-spillere, Matthias Birkkjær, på uforståelig vis er gået bort, skriver BSH.

- Det er så uvirkeligt og meningsløst. Spillere, ledere og alle omkring klubben er naturligvis meget påvirkede.

Tanker går til familien

Bjerringbro-Silkeborg skriver videre, at der er iværksat kriseberedskab for spillere og ledere i klubben.

- Mest af alt går vores tanker til Matthias' forældre og familie. På et senere tidspunkt vil vi minde og ære Matthias.

Matthias Birkkjær fik debut for BSH i sidste sæson og spillede siden i alt fire ligakampe for førsteholdet. Han nåede også at score tre mål.

Den 19-årige bagspiller var en del af flere ungdomslandshold. I 2021 var han blandt andet med U19-landsholdet til EM i Kroatien, mens han i år var udtaget til en U20-landsholdssamling.

Matthias Birkkjær Pedersen skulle fra næste sæson have spillet i Lemvig-Thyborøn, der allerede i november sidste år offentliggjorde, at de havde hentet det store talent.

Lemvig-Thyborøn skriver på sin hjemmeside, at de i forbindelse med hjemmekampen mod KIF Kolding onsdag vil afholde et minuts stilhed.

Til daglig gik han på Silkeborg Gymnasium.