Store temperaturfald onsdag
Solen får i løbet af dagen god plads på himlen.
Tirsdag blev årets hidtil varmeste dag målt, da termometret ved Rønne på Bornholm kravlede op på 21,1 graders varm.
Onsdag er den lune forårsluft blevet skubbet østover, så man på klippeøen nu blot kan se frem til omkring 10 grader, når det bliver varmest.
Og det er sådan set tilfældet i hele landet, at der er udsigt til en ganske kølig aprildag. Samtidig bliver det også noget blæsende.
Til gengæld bliver der i løbet af dagen god plads til, at solen kan skinne ud over det ganske land.
Vinden kan få det til at føles som ned til 3 grader
Fra morgenstunden hænger der en del skyer over Danmark. Enkelte smådryp kan forekomme, men ellers holder det tørt.
De mange skyer er med til at give en mild morgen for årstiden med temperaturer mellem 7 og 9 grader de fleste steder.
Temperaturen stiger kun en smule til mellem 9 og 12 grader. Lunest bliver det længst mod sydøst.
En frisk til hård vind fra vest vil dog få det til at føles køligere. Særligt koldt bliver det ud til Skagerrak, hvor den følte temperatur kommer til at ligge på 3 til 4 grader, hvis ellers man er eksponeret for vinden.
Derimod kan vi glæde os over, at en opklaring i dagens løb breder sig ind over landet og giver mulighed for nogen eller en del sol.
Solen kan nydes indtil mellem klokken 19.55 i Nexø og 20.26 i Hanstholm.
Aftenen som helhed byder på tørvejr, men fra ud på natten går et regnvejr i land i den vestlige del af landet.