Sådan så det ud, da himlen slog gnister over Østjylland
Mere end 11.000 lyn slog mandag ned i og omkring Danmark
Allerede fra morgenstunden begyndte det mandag at buldre og brage i den sydlige del af Jylland, da et for årstiden ganske voldsomt tordenvejr bevægede sig op over landet og ramte Østjylland nogle timer senere.
Tordenvejret var så tidligt som søndag aften blevet dannet over det nordlige Frankrig, og efter at have passeret igennem både Belgien, Holland og Nordvesttyskland ramte uvejret Danmark i morgentimerne.
Skybrud, kraftige vindstød og tusindvis af lynnedslag var nogle af konsekvenserne, som uvejret bragte med sig.
DMI's lynpejler registrerede intet mindre end 11.104 lyn i og omkring Danmark i løbet af mandagsdøgnet.
Kan være op til 30.000 grader varmt
Lynet er i princippet blot en gnist mellem himmel og jord eller fra sky til sky, en gnist på samme måde som når du får stød fra statisk elektricitet, på bildøren eller på kontoret, hvor der ligger et syntetisk gulvtæppe. Men der gemmer sig meget mere bag denne gnist, end vi lige går og tænker på.
Læs også
Et typisk lyn er fra to til femten centimeter tykt og har normalt en temperatur på cirka 15.000 grader, men kan under visse omstændigheder være helt op til 30.000 grader varmt, hvilket er fem-seks gange varmere end temperaturen på Solens overflade.
Når vi taler om ét lyn, er det faktisk ikke helt korrekt, for der er ofte flere lyn i samme lynkanal. Ofte ser man lynet stå og glimte, når strømmen løber gennem det af flere omgange for at udligne spændingsforskellene.
Herunder kan du se nogle af de billeder, som østjyderne fangede af uvejret.