Sådan bliver vejret i store bededagsferien
De varme hveder bliver det varmeste indslag i en kølig store bededagsferie.
Mange kan se frem til en forlænget weekend, da store bededag står for døren. Og faktisk er det den ekstra fridag, der tegner sig til at blive den pæneste dag.
Resten af den lille ferie vil byde på udbredte byger, der kan blive kraftige.
Store bededag med nogen eller en del sol - og byger
Der bliver mulighed for at nyde sine varme hveder til morgenkaffen på terrassen, hvis man befinder sig i den nordlige og østlige del af landet.
Læs også
I den sydvestlige del af landet vil morgenstunden være præget af skyer og lokale byger. Især i et område fra Vestjylland til Sydjylland vil der dagen igennem kunne dannes byger.
Længere mod øst og nord vil fredagen blive med nogen eller en del sol, og temperaturer kan der nå 13 graders varme. Med svage vindforhold er det endnu en forårsdag, som kan nydes udendørs.
Mere ustadigt i weekenden
Lørdag skifter kalenderen fra april til maj, og endnu en mærkedag indfinder sig i form af arbejdernes internationale kampdag.
Mod øst kan denne dag markeres i tørvejr, mens der fra sydvest begynder at nærme sig et lavtryk. Fra morgenstunden betyder det byger i den sydvestlige del af landet.
Læs også
De opstår i en frontzone i forbindelse med lavtrykket. Jo højere på himlen Solen kommer i løbet af dagen, jo kraftigere kan disse byger blive.
Først i aftentimerne forventes nedbørsområdet at ramme Nordjylland og Østdanmark, mens Bornholm går helt fri.
Med temperaturer mellem 10 og 13 graders varme fortsætter det kølige forårsvejr ind i maj.
Fra søndag køligere og fortsat ustadigt
Søndag markerer sidste dag i den forlængede weekend, og det bliver endnu en dag med spredte byger, der lokalt kan være kraftige.
Temperaturen topper mellem 10 og 12 graders varme, hvilket blot er endnu køligere end de første par dage.
I næste uge fortsætter det ustadige vejr med beskedne forårstemperaturer kun lige over 10 grader. Lokal nattefrost kan stadig forekomme.