Kristendemokrat ripper pludselig op i abort-debat: - Vi har taget livet af børnene
Partiets presse- og strategiansvarlige forsøgte forgæves at få et medlem fra Silkeborg til at skrue ned for sin retorik.
Midt i salen sad Kristendemokraternes presse- og strategiansvarlige og signalerede, at bestyrelsesformanden i partiets Silkeborg-kreds skulle skrue ned for sin retorik.
Det hjalp ikke.
Verner B. Andersen vidste, at ordene var ildeset. Men talestrømmen fra landsmødescenen fortsatte.
- Vi har taget livet af børnene. Det er derfor, vi mangler arbejdskraft i Danmark, råbte Verner B. Andersen ud over de cirka 150 partifæller i salen:
- Jeg ved godt, du (den presse- og strategiansvarlige, red.) ikke er for, at vi skal sige det. Men det er bare sådan, det er, kære venner.
Således takkede Verner B. Andersen for taletiden og forlod scenen til bifald fra sine partifæller.
På bare to minutter var det lykkedes ham at ribbe op i en diskussion, som partiet i årevis har forsøgt lægge låg på.
En ny abortpolitik
Kristendemokraterne blev skabt som et kristent protestparti i 1970 og var en direkte konsekvens af diskussionen om retten til fri abort.
I partiets principprogram fra 2008 står, at "loven om fri abort er principielt uacceptabel". Og da partiets tidligere formand, Stig Grenov, i 2019 var på orlov, gik han til tasterne på Twitter og skrev:
- Det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort.
Siden er den officielle linje dog blødt op. Blandt andet da Jens Rohde i april 2021 meldte sig ind i partiet og dermed blev dets eneste repræsentant i Folketinget.
Rohde gjorde det i den forbindelse klart, at han var fuldtonet tilhænger af den frie abort og ikke var til at rokke.
Da partiet, som dengang havde Isabella Arendt i spidsen, kort tid efter fremlagde en 2030-plan, var det derfor med en omskrivning af abortpolitikken.
Nu ville Kristendemokraterne ikke længere arbejde for at afskaffe retten til fri abort, men kæmpe for at få nedbragt antallet.
Det har dog langt fra fået abortdebatten til at forstumme.
Frustreret over mediernes fokus
Der findes ikke et eneste interview med partiets fungerende formand, Marianne Karlsmose, hvor hun ikke er blevet spurgt, om hun støtter retten til fri abort. Det påstod i hvert fald flere af de medlemmer, som TV 2 talte med under landsmødet lørdag.
Derfor blev flere medlemmer da også tydeligt frustrerede, da TV 2s reporter gjorde det samme.
Det er "ærgerligt", lød det fra medlem Steen Davidsen, at medierne bliver ved med at "køre rundt i" abortpolitikken:
- Det er som om, medierne ikke vil slippe det.
Folketingskandidat og hovedbestyrelsesformand Inge Jensen tilsluttede sig koret. Kristendemokraterne vil "snart gerne spørges om noget andet," sagde hun til TV 2.
- Jeg vil næsten kalde det sjofelt, at man spørger os om ting, som ingen andre partier bliver spurgt om.
Men det var før, der blev åbnet for mikrofonen på landsmødescenen.
'Det må vi ikke sige'
Selvom der undervejs blev sendt flere stikpiller afsted til medierne om, at "journalisterne stadig ikke har forstået, hvad KD står for," benyttede flere medlemmer muligheden for at understrege, at de altså støtter partiet nye linje.
Man kunne derfor også næsten få indtrykket af en strømlinet politisk linje.
Men så kom altså Verner B. Andersen.
- Kristendemokraterne har et fantastisk menneskesyn. Vi betragter alle mennesker lige, fordi de har fået livet, sagde han og tilføjede, at alle ifølge ham burde se sådan på livet:
- Det er vigtigt, at det menneskesyn kommer ud, for det kan alle identificere sig med. Alle er lige, fordi vi har fået livet. Desværre mangler vi mange hundrede tusinde, som aldrig fik livet. Vi mangler arbejdskraft i Danmark... Det tror da skam, når vi har taget livet af børnene. Men det må vi ikke sige. Så dårlige må vi ikke være.
'Det er jo censur'
Efterfølgende henvendte TV 2s journalist sig igen til folketingskandidat Inge Jensen, som fra landsmødets start kritiserede medierne for at fastholde et uberettiget fokus på abort.
Nu har flere af dine partifæller helt selv og uden journalisters spørgsmål brugt tid på at tale om abort. Mener du stadig, at det er "sjofelt" af journalister at spørge om det?
- Hvor mange var det lige? Har du statistik på det?, spurgte Inge Jensen.
Nej, men jeg bemærkede, at flere havde behov for at bekræfte, at de støttede retten til abort i de første 12 uger, mens Verner B. Andersen altså var noget mere kritisk. Så er det ikke naturligt nok, at jeg gerne vil spørge om netop abort?
- Der er ingenting, vi ikke vil tale om i Kristendemokraterne. Det er ikke ligesom Mette Frederiksen, som siger, at abort slet ikke er noget at tale om, sagde Inge Jensen.
Partifællen Ester Esmarch, kandidat i Sydjylland, brød ind:
- Det er jo censur.
Tror på comeback
Kristendemokraterne blev senest valgt til Folketinget i 2001, men var i 2019 nervepirrende tæt på et comeback.
For første gang siden 2005 fik det 52-årige parti over 1 procent af stemmerne og var blot 0,3 procentpoint fra spærregrænsen. En fremgang, som daværende formand Isabella Arendt fik store dele af æren for.
Arendt har dog siden forladt partiet til fordel for Det Konservative Folkeparti, og selvom det kostede på medlemskontoen, er der fortsat optimisme at spore blandt de cirka 150 medlemmer, der havde indfundet sig i Kolding.
Ganske få minutter inde i landsmødet stod det nemlig klart, at de var der for at tale om tro.
Ikke troen på Gud, nødvendigvis. Nej, fælles for dem alle var troen på, at partiet efter 1. november atter er repræsenteret i Folketinget.
”I kan ikke slå os ihjel”, citerede et medlem christianitternes nationalsang. ”I’m still standing,” citerede en anden Elton John, mens en tredje havde taget et Barack Obama-citat med til lejligheden:
- Om vi kan komme i Folketinget? Yes we can!