Kraftigt lavtryk sender regn og torden mod Danmark
Der er risiko for skybrudsagtig regn og torden over Danmark. I morgen venter der blæsende vejr med vindstød nær stormstyrke.
Efter flere steder i landet fik torden og skybrud torsdag, venter et nyt område med regn og torden på at skulle op over Danmark i løbet af fredag aften og natten til lørdag.
Over den sydlige og østlige del af landet vil der kunne falde 10 til 15 millimeter regn. Lokalt kan der inden lørdag morgen komme over 20 millimeter.
Læs også
Det er et for årstiden relativt kraftigt lavtryk, der bevæger sig mod Nordsøen fra den nordvestlige del af Frankrig og herfra sender en koldfront ind over den nordvestlige del af Europa - og i nat også Danmark.
Foran koldfronten strømmer varm og fugtig luft fra syd, og i denne ustabile luftmasse kan der dannes kraftige byger, som kommer ind over Danmark fra syd i løbet af natten.
Størst risiko for torden over den sydlige del af landet
I løbet af eftermiddagen dannes der kraftige tordenbyger over Tyskland.
Det er de tordenbyger, som i løbet af aftenen vil bevæge sig frem mod Danmark.
Fra sidst på aftenen og omkring midnat vil området med regn og torden nå frem til Sønderjylland, hvorfra det breder sig videre mod nord og øst.
På sin vej mod nord vil nedbørområdet stadig kunne give relativt store mængder regn, men risikoen for torden falder, jo længere mod nord det bevæger sig.
I løbet af natten kan nye områder med regn og torden nå op over Lolland, Falster og Sjælland, og her gælder det også, at risikoen for torden er størst længst mod syd.
Midt på natten ventes den kraftigste nedbør at falde over de østlige egne, hvor der ligesom over Sønderjylland og Fyn i perioder kan komme skybrudsagtig regn.
De største nedbørsmængder ventes over den sydlige og østlige del af landet, hvor der mange steder kan falde mellem 10 og 15 millimeter. Lokalt kan der komme 20 millimeter - eller sågar mere.
I forbindelse med den kraftigste nedbør, og når koldfronten i løbet af natten svinger gennem landet, kan der desuden forekomme kraftige vindstød.
Lavtryk giver lørdag blæsende vejr i Danmark
Lavtrykket, der giver den regnfulde nat over store dele af Danmark, har allerede ramt hårdt langs den franske atlanterhavskyst.
På den fransk ø L'Ile-d-Yeu sydvest for Nantes blev der målt vindstød af orkanstyrke med 36 meters per sekund fredag morgen, mens der ved Cap Ferret nær Bordeaux blev målt vindstød på 32,5 meter per sekund.
Frankrig har stormen fået navnet 'Miguel', mens man i Tyskland kalder den 'Ivan'.
I takt med lavtrykket bevæger sig mod nordøst, ventes der fredag vindstød af stormstyrke over det nordvestlige Frankrig. I nat vil det blæsende vejr brede sig til Den Engelske Kanal, hvor kysterne i Belgien, Holland og Nordvesttyskland kan se frem til en nat med vindstød af stormstyrke.
Lørdag vil det blæsende vejr også nå Nordsøen, hvor der især langs Jyllands vestkyst og i særdeleshed i Vadehavet er risiko for vindstød nær stormstyrke.