Kraftige byger og vindstød af stormstyrke over landet - og det bliver ved

Visse steder i landet får man ret barskt efterårsvejr, mens man andre steder kan se frem til perioder med sol og meget mindre vind.

Mange steder har man hørt regnen piske mod ruderne natten til torsdag, og turen til arbejde torsdag morgen har været - eller vil blive - en våd fornøjelse nogle steder.

Et lavtryk befinder sig direkte over Danmark, og det vil styre vores vejr det næste døgn.

Rundt om lavtrykket slynger der sig bånd med regn, der i en spiralerende bevægelse mod uret omkranser lavtrykket. Regnbåndene har en tendens til at ramme de samme områder, da lavtrykket kun langsomt bevæger sig mod øst og nordøst.

Torsdag ved middagstid befinder lavtrykket sig over Kattegat, og bånd med regn roterer omkring lavtrykscenteret.
Torsdag ved middagstid befinder lavtrykket sig over Kattegat, og bånd med regn roterer omkring lavtrykscenteret. Foto: TV 2 Vejret

Derfor er der steder, hvor regnen står ned i stænger nærmest ustandseligt, mens man andre steder - i de regnfri områder - oplever torsdag morgen som ganske hæderlig.

Siden onsdag morgen er der faldet mest regn i Holstebro, hvor der i alt er målt 26,4 millimeter. Dernæst følger Emmerlev Klev i Sydjylland, hvor DMI har målt 23,5 millimeter.

Vindstød af stormstyrke

Det er ikke kun regn, der følger med lavtrykket. I takt med at lavtrykket har udviklet sig, er det også blæst op.

I løbet af eftermiddagen klarer det efterhånden op fra sydvest - men næste regnvejr nærmer sig allerede.
I løbet af eftermiddagen klarer det efterhånden op fra sydvest - men næste regnvejr nærmer sig allerede. Foto: TV 2 Vejret

Det mærker man især over den sydlige del af Danmark, hvor der torsdag morgen er målt vindstød af stormstyrke. Kraftigste vindstød er målt ved Kegnæs på Als, hvor der er registreret vindstød på 27,2 meter per sekund. Samme sted har middelvinden nået 20,7 meter per sekund, hvilket er meget tæt på stormende kuling, der begynder ved 20,8 meter per sekund.

Regn og rusk fortsætter i dele af Danmark

De næste timer vil lavtrykket bevæge sig lidt mod øst og nordøst, og den kraftige blæst vil brede sig til en større del af de sydlige egne. Især over det sydfynske øhav, over Smålandsfarvandet og sidenhen over Storebæltsregionen og ved Bornholm kan der komme vindstød af stormstyrke. Derfor har TV 2 Vejret udsendt varsel for vindstød af storm i de områder, der kan ses på kortet.

Der er udsendt varsel om vindstød af stormstyrke i områderne, der er markeret med orangegul farve - og i de nævnte tidsintervaller.
Der er udsendt varsel om vindstød af stormstyrke i områderne, der er markeret med orangegul farve - og i de nævnte tidsintervaller. Foto: TV 2 Vejret

Desuden vil der fortsat komme regn flere steder - og inden dagen er omme kan der være faldet yderligere 20 millimeter, hvor der kommer mest.

Der vil dog også være steder i landet, hvor solen kan kigge frem i længere perioder, og hvor man ikke vil opleve nær så meget vind.

I løbet af eftermiddagen klarer det efterhånden op fra sydvest, og så vil solen kunne komme frem de steder, hvor det torsdag morgen er vådt og blæsende. Men allerede natten til fredag rammer det næste regnvejr Danmark.