Koldere men stort set tørt vejr på vej
13 grader kan termometeret komme ned på i næste uge, og dermed ligner det et endeligt farvel til de sidste strejf af sommer for i år.
Efter nogle ustabile dage med lavtryksvejr og store regnmængder begynder efterårstemperaturerne nu også at melde deres ankomst.
Vejret vil dog som sådan ikke blive efterårsagtigt.
Der er nemlig udsigt til mest tørt vejr og endda også en smule sol hist og her. Så der er faktisk udsigt til en bedring i vejret, mens efteråret i højere grad giver sig til kende i temperaturerne.
Vejrudsigten for lørdag og frem mod midten af næste uge lyder på mest tørt vejr, med temperaturer som falder støt og på tirsdag blot vil være omkring 13 grader, når det er varmest.
Læs også
Omslaget fra det nuværende lavtryksprægede vejr, som har givet 50 til 60 millimeter regn på de mest udsatte steder, finder sted fredag. Her kan der stadig falde lidt regn hist og her, men så ser det ellers stort set tørt ud på lidt længere sigt.
Efterårstegn kan vise sig i den kølige luft
Undtagelsen er områderne omkring Østersøen. Her kan der nemlig komme spredte byger, og de mest udsatte steder er Bornholm, Møn, Falster og Lolland samt det Sydfynske Øhav og Als.
At man her kan få byger, er et klassisk efterårstegn og skyldes, at det endnu lune hav i Østersøen varmer de nederste luftlag op og sender dem til vejrs i den kolde østenvind, som kommer til at blæse hen over Danmark, og derved bliver der dannet bygeskyer.
Forklaringen på, at det bliver koldere, men samtidig holder stort set tørt i resten af landet er, at et højtryk kommer til at dominere vejret over Skandinavien de kommende fem dages tid.
Det låser sig fast for en periode over det nordlige Skandinavien, og da Danmark ligger på sydsiden af højtrykket, vil vinden blæse fra østlige retninger med luft, som kommer fra det nordlige Rusland.
Højtrykket vil dog sikre, at fronter og udbredt regn holder sig væk fra Danmark for en stund.
Med faldende temperaturer i efteråret og højtryk er det nærliggende også at sætte fokus på nattefrost. Men det tyder ikke på, at vi får sæsonens første frost i denne omgang, for det bliver sandsynligvis for blæsende og for skyet til, at det kan ske. Det kræver nemlig stille og klart vejr.