Hest løb løbsk på julemarked - kvinde omkommet
Kusken havde mange års erfaring med netop at køre hestevogn i større byer, oplyser arrangøren af julemarkedet til TV 2.
En 61-årig kvinde er død i forbindelse med en ulykke med en hestevogn ved Store Torv i Aarhus.
Det bekræfter vagtchef Jess Frederiksen fra Østjyllands Politi over for TV 2.
Ulykken skete, da en hest løb løbsk på et julemarked, hvor mange mennesker var forsamlet.
Læs også
Hændelsen blev anmeldt lørdag klokken 14.46.
Kvinden blev bragt til hospitalet, men hendes liv stod ikke til at redde.
De pårørende er underrettet, oplyser Østjyllands Politi.
Slog hovedet mod asfalten
Billeder fra stedet viser en væltet hestevogn, der ligger på siden, mens en hest bliver holdt fast i seletøjet af to personer.
Samtidig afspærrede politiet et område ved Store Torv som følge af ulykken.
Ifølge Østjyllands Politi faldt kusken af hestevognen, hvor der sad tre personer, og slog hovedet mod asfalten.
Der blev ydet livgivende førstehjælp på stedet, men kvindens liv stod ikke til at redde.
Det er endnu uklart, hvad der præcist forårsagede ulykken, men ifølge vagtchef Jess Frederiksen fortæller et øjenvidne, at skyklapperne faldt af hesten, hvorefter den stejlede og satte i galop.
Erfaren kusk
Arrangøren af julemarkedet i Aarhus, Anna Lund, bekræfter over for TV 2, at det var er en kvindelig kusk, der var involveret i ulykken.
- Kusken havde mange års erfaring med netop at køre hestevogn i større byer. Det er desværre en helt forfærdelig kombination af uheld, der gjorde, at hesten løb løbsk.
Læs også
- Det er en tragisk hændelse, som vi er ekstremt kede af, siger hun til TV 2.
Ifølge Anna Lund kom yderligere én kvinde lettere til skade i forbindelse med den væltede hestevogn.
Julemarkedet blev lørdag lukket ned som følge af ulykken, skriver Lokalavisen Aarhus.
Ifølge Anna Lund bliver julemarkedet på Store Torv i Aarhus genåbnet søndag.