Fire dømt i sag om grov voldtægt af 18-årig
Tre mænd og en kvinde idømt fængselsstraffe på mellem halvandet og seks års fængsel ved byretten i Randers.
Tre mænd og en kvinde er fredag ved retten i Randers blevet dømt for voldtægt, grov vold for deres medvirken ved et groft overfald på en 18-årig kvinde, der i august sidste år blev udsat for grov vold og voldtægt i Allingåbro øst for Randers.
I retten blev en 26-årig mand idømt seks års fængsel, en 25-årig kvinde idømt fem et halvt års fængsel, en 22-årig mand idømt tre års fængsel, og en 17-årig mand idømt halvandet års fængsel. Den 26-årige og den 17-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke, mens både den 25-årige kvinde og den 22-årige mand ankede på stedet.
Læs også
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldtægten skete, da den 18-årig kvinde var på besøg i Allingåbro. Hun kendte den 25-årige kvinde, der havde introducerede hende for de tre mænd. De tre mænd og kvinden spærrede den 18-årige kvinde inde og sparkede og slog hende med forskellige genstande og udsatte hende for grov vold.
På et tidspunkt blev den 18-årige voldtaget af den 26-årige mand, mens hun blev truet med kniv, uden at de andre greb ind.
En usædvanlig grov sag
Efter flere timer fik den 18-årige lov til at gå, men hun blev truet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun meldte overfaldet til politiet.
- Det er en usædvanlig grov sag, hvor en ung kvinde gennem flere timer bliver udsat for meget grov vold, andet seksuelt forhold end samleje og voldtægt. Derfor er jeg også tilfreds med, at retten med dommen viser, at det er en meget alvorlig forbrydelse, som de fire personer udsatte kvinden for, siger senioranklager Birgitte Ernst.
Læs også
- Jeg er særligt tilfreds med, at alle tiltalte blev dømt for grov vold og voldtægt, selvom de ikke alle nødvendigvis var aktive deltagere. Det sender et klart signal om, at man også er skyldig, hvis man har været aktiv og derefter forbliver på stedet og undlader at gribe ind, siger hun.