Disse restriktioner vil Epidemikommissionen fjerne - og beholde
Alle restriktioner bortfalder i udgangspunktet 16. januar til midnat. Det forventes dog, at flere restriktioner videreføres.
Onsdag kl. 15 mødes Folketingets Epidemiudvalg for at beslutte, hvilke restriktioner der skal videreføres efter natten til mandag.
Og nu kan TV 2 erfare, hvilke restriktioner Epidemikommissionen indstiller til at beholde og fjerne.
Ifølge kommissionen kan disse ting åbne:
- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet
- Udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned
- Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og tivolier
- Museer, kunsthaller og aktivitetscentre
Læs også
De ovenstående ting anbefales genåbnet med krav om coronapas og mundbind eller visir. Sidstnævnte krav gælder kun indendørs.
Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende åbner med krav om coronapas og mundbind og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs:
- Biografer
- Spillesteder og teatre
- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer
Desuden anbefaler kommissionen, at arealkrav i Folkekirken og andre trossamfund bortfalder fra natten til den 17. januar.
Disse restriktioner anbefales fortsat
Hvis Epidemikommissionen får sin vilje, vil følgende dele af samfundet fortsat holde lukket fra 17. januar og frem:
- Natteliv
- Spillehaller og kasinoer
- Legeland og badeland
- Forsamlingshuse
Derudover skal serveringssteder fortsat stoppe udskænkning af alkohol fra kl. 22 og holde lukket fra kl. 23 til kl. 05. Der er desuden et generelt forbud om salg af alkohol fra kl. 23 til kl. 05.
TV 2 erfarer
Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.
Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.
Disse restriktioner har været gældende siden 19. december og bør ifølge Epidemikommissionen fortsat gælde.
Restriktioner udløber søndag
I udgangspunktet er alle restriktioner planlagt til at udløbe til midnat den 16. januar, såfremt de ikke forlænges af Folketingets Epidemiudvalg.
På baggrund af Epidemikommissionens anbefalinger forventes det imidlertid, at flere restriktioner videreføres.
Læs også
Epidemikommissionen består af en lang række embedsmænd fra ministerier og sundhedsmyndigheder, og den kan som nævnt kun komme med anbefalinger til regeringen, som så bruger disse til at foreslå restriktioner i epidemiudvalget.
Regeringen har traditionelt fulgt indstillingerne fra Epidemikommissionen.
Størstedelen af Folketingets partier er repræsenteret i epidemiudvalget, og hvis restriktioner skal vedtages her, må der ikke være et flertal mod restriktionerne.