Benjamin hængt ud som pædofil - opslag delt 1.000 gange i timen
Politiet opfordrer til, at folk ikke dømmer personer på baggrund af opslag på Facebook. En opfordring, Benjamin Holstebroe, ville ønske, folk fulgte
Børnepiller, klamme svin, pædofile stodder.
Det er nogle af de skældsord, Benjamin Holstebroe måtte lægge ører til, da han for tre år siden blev hængt ud som pædofil.
- Det er det værste nogensinde. Jeg ville ikke engang ønske det for min værste fjende, fortæller han til TV 2.
Hans private billeder blev brugt af en falsk profil på Facebook til at gøre seksuelle tilnærmelser til en 14-årig pige. Pigens mor offentliggjorde hans navn og billede på Facebook, og så var Benjamin Holstebroe i manges øjne pædofil.
- Jeg fik et kæmpechok. Jeg kunne jo se, det var et billede af mig, dengang jeg var 17 år, fortæller Benjamin Holstebroe.
Mandag opfordrede politiet til netop at lade være med at dømme folk på forhånd, når de ser sådanne opslag på de sociale medier.
En opfordring, som den i dag 31-årige mand ville ønske, folk havde fulgt for tre år siden.
- Det gjorde, at jeg ikke turde forlade min lejlighed. Den ene gang, jeg gjorde det, da var der en mor, der kom i mod mig, og da hun så mig, skyndte hun sig at tage sit barn og gå over på den modsatte side af fortovet, forklarer Benjamin Holstebroe om oplevelsen.
Læs også
- Jeg isolerede mig og blev meget indadvendt, og cirka en måneds tid efter gik jeg ned med stress. Det varede cirka et halvt år, før jeg kom fuldstændig ovenpå igen.
Blev delt tusinder af gange
Det var en gammel folkeskoleveninde, der gjorde Benjamin Holstebroe opmærksom på morens facebook-opslag, som blev delt flittigt.
Han kontaktede pigens mor og fortalte, at hun hængte den forkerte person ud, men han ikke fik ikke noget svar, før det var for sent, og opslaget blev delt igen og igen.
Læs også
- Jeg kunne se, hendes advarsel blev delt cirka 1000 gange i timen, fortæller han.
- Jeg bliver vred og magtesløs, fordi voksne mennesker ikke kan finde ud af at bruge hovedet, når de er på Facebook. At folk så skødesløst bare deler, fordi deres venner deler noget, det gør det ikke ensbetydende med, at det er rigtigt, siger Benjamin Holstebroe, som kontaktede politiet, men fik at vide, at der ikke var ressourcer nok til at gøre noget ved sagen.
Efterfølgende fortalte han sin historie til en række medier, og efter et halvt års tid var det slut med truslerne.
- Jeg kan godt forstå, man vil gøre alt for at beskytte sine børn. Men det nytter bare ikke noget, når man begynder at lege politi. Vi har et politi og en myndighed, som er dem, der skal varetage de opgaver, siger Benjamin Holstebroe.
Læs også
Den 14-årige piges mor undskyldte over for Benjamin Holstebroe.
- Jeg gjorde det af hensyn til min datter, men jeg er ked af det på hans vegne, sagde hun blandt andet til TV SYD.
Politi: Man skal have styr på fakta
Det var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som mandag sendte en direkte opfordring ud til danskerne om at være tilbageholdende med at dømme folk, før der er styr på fakta.
Det gjorde de efter en episode i et supermarked i Nakskov fredag eftermiddag, hvor en mand skulle have forulempet en mindreårig pige.
Læs også
Her hængte en kvinde den pågældende mand ud på Facebook og fortalte, at han havde begået overgrebet.
- Offentligheden har krav på at få at vide, hvad der er op og ned i sagen, inden rygter løber løbsk, og personer udstilles til offentlig skue, lød det fra politiet.
I opfordringen skrev politiet desuden, at manden, som er nævnt i sagen, selv har henvendt sig til politiet, efter at han noget rystet har læst om episoden på Facebook.
Hans forklaring er en anden, end den pigens mor har afgivet.
Sagen efterforskes nu af Østjyllands Politi, skriver TV Syd.