40 spillere fortæller om sorte penge i dansk fodbold
Kuverter med sorte penge skifter stadig hænder i dansk fodbold. 40 spillere har konkret kendskab til ulovlig aflønning.
- Jeg tror da, at de fleste divisionsklubber – udover dem, der må skrive kontrakter – giver sorte penge.
Gælder det også den klub, du er i?
- Ja, det gør det da.
Gælder det også den aftale, du er på?
- Ja, det gør det.
Ovenstående ord falder fra en anonym spiller i 2. division. Han er blot ét eksempel på et udbredt fænomen i dansk fodbold.
40 spillere fortæller i en anonym rundspørge til TV 2 SPORT, at de har konkret kendskab til ulovlig aflønning med sorte penge i dansk fodbold.
Også flere spillere fra Østjylland giver i rundspørgen udtryk for, at de har hørt om de sorte penge.
Ingen tør dog at stå frem, men de fortæller gerne om det, der lader til at være en offentlig hemmelighed i miljøet.
- Det er meget udbredt. Folk skifter klub hele tiden, alt efter hvor de kan få flest sorte penge. Det er lidt som Det Vilde Vesten, fortæller en spiller.
- Du spørger, om det foregår? Og ja, selvfølgelig foregår sådan noget. Sådan er branchen, siger en anden.
En tredje skriver:
TV 2 SPORT har i alt været i kontakt med 80 tilfældige spillere, hvoraf flere desuden indrømmer at have modtaget sorte penge i løbet af de seneste to år.
Kuvertordning går igen
Der har været adskillige sager om ulovlig aflønning i dansk fodbold gennem årene.
Uberettigede kørepenge og falske ansættelser har ført til bøder og pointstraffe i danske divisionsklubber.
Heriblandt Odder IGF som i perioden 2013 til 2016 udbetalte skattefri kørepenge til spillerne på klubbens førstehold, og det var i strid med reglerne.
I 2015 indførte Divisionsforeningen, der har ansvaret for landets tre bedste fodboldrækker, skærpede licenskrav. Det betyder, at 1. divisionsklubber for eksempel skal have otte spillere på kontrakt og en minimumslønudgift på 1,1 millioner kroner til spillere om året.
Læs også
De skærpede krav har haft en effekt i landets næstbedste række, men i 2. division og de øverste serieniveauer, hvor hovedparten af klubberne fungerer på amatørniveau, strømmer de sorte penge stadig. Det fortæller spillerne i den anonyme rundspørge.
Her går metoden, hvorpå de sorte penge går fra klub til spiller, igen.
- Den måde, det foregår på med mig, er, at jeg får en kuvert hver måned, hvor der ligger nogle penge i, fortæller spilleren, der indrømmer at få sorte penge af sin nuværende klub.
- Når det var den 1. - eller hvornår det nu var - mødte du op hos sportsdirektøren eller sportschefen, og så lå der en konvolut med dit navn på, fortæller en anden, der indtil for nylig blev aflønnet ulovligt.
- Jeg kender rigtig mange, der spiller på en aftale med kuvertbetaling, fortæller en tredje, mens en fjerde skriver:
Løber op i millioner
Beløbene varierer fra aftale til aftale.
Til TV 2 SPORT fortæller spillerne om beløb fra et par tusinde op til 15.000 kroner om måneden.
Isoleret set kan beløbene virke ubetydelige, men den samlede mængde er ganske alvorlig, mener en skatteekspert.
- Det kan da være i millionklassen for et enkelt hold. Det er jeg ikke i tvivl om. Der er mange penge i fodbold, og så er der nok også mange sorte penge i fodbold. Så jeg er ikke i tvivl om, at det er et alvorligt fænomen, siger Michael Bjørn Hansen, der er advokat med ekspertise i skattestrafferet.
Som tidligere kontorchef for Skats afdeling for sorte penge har han stået i spidsen for flere razziaer mod fodboldklubber. Og han er bekymret over resultatet af TV 2 SPORTs rundspørge.
- Det betyder jo, at det er meget udbredt. Man snakker om det (i miljøet, red.) og er tilsyneladende ikke særlig bange for at blive opdaget. Det er alvorligt for moralen, det er alvorligt for skattesystemet, og det er også alvorligt for sporten, mener Michael Bjørn Hansen.
OM RUNDSPØRGEN
TV 2 SPORT har spurgt 80 tilfældige spillere, om de har kendskab til ulovlig aflønning i dansk fodbold.
Af dem fortæller 40, at de selv har modtaget, eller at de har konkret kendskab hertil.
Spillere med begrundet mistanke tæller ikke med statistikken. Det samme gælder kendskab til mere end to år gamle udbetalinger. Tidligere afsluttede sager om ulovlig aflønning tæller heller ikke med.
Af hensyn til spillernes arbejdsmæssige og private forhold bruges deres udtalelser - om de er til baggrund eller citat - anonymt. TV 2 SPORT er dog bekendt med kildernes identitet.
Divisionsforeningen: - Uacceptabelt
Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, kalder rundspørgens resultat for "uacceptabelt".
Han har imidlertid et indtryk af, at tiltagene, som foreningen har foretaget de senere år, virker efter hensigten.
Læs også
- Men det virker ikke optimalt, når det stadig foregår, siger Claus Thomsen.
- Det er formentlig vanskeligt at finde en branche i Danmark, hvor det ikke gør. Vi gør rigtig meget, og jeg kan garantere, at man bliver sanktioneret hårdere end i noget andet erhverv. Det er ikke noget, vi vil have. Det er uacceptabelt for klubberne, for os og for alle, siger direktøren i Divisionsforeningen.
- Vi har alle de fornuftige ting oppe i kurven, men de skal også have tid til at virke. Og så må vi se på, om den indsats (som har hjulpet i 1. division, red.) også kan blive effektiv i 2. division i højere grad, end det er tilfældet i dag.
Ingen moralske skrupler
Indtil da lader der ikke til at være noget til hinder for, at især spillere på amatørkontrakter fortsat modtager sorte penge.
For "hvis man vil spille for sorte penge, kan det sagtens lade sig gøre", som en af spillerne formulerer det.
Og så er det kun samvittigheden, der sætter grænser for den enkelte.
Hvordan legitimerer du det rent moralsk?
- Det tænker jeg ikke over. Hvis det er det, klubben kan tilbyde, så er det det, man tager imod. Og man snakker jo sammen rundt omkring i klubberne, så jeg tror, at de fleste kan nikke genkendende til det, slutter den anonyme spiller fra 2. division.
Har du kendskab til ulovlig aflønning i østjysk fodbold, er du velkommen til at sende en mail til journalist på TV2 ØSTJYLLAND, Mads Otte, til maot@tv2oj.dk. Du kan også fange ham på tlf. 27421334.