Stor politiaktion: Overtrådte forsamlingsforbud og smed med fyrværkeri
Vestergadeområdet i Horsens var fredag aften ramt af uro med fyrværkeri, hvilket udløste en stor politiaktion.
I nogle timer fredag aften var kvarteret omkring Vestergade i Horsens præget af uro, da en større gruppe unge danske mænd gik rundt og skød fyrværkeri af og skabte opsigt.
Uroen begyndte ved 20-tiden, og der var først ro over gemytterne op mod klokken 23, oplyser Sydøstjyllands Politi lørdag morgen.
Læs også
Undervejs blev 26 personer bedt om at legitimere sig og blev registreret af politiet.
- Vi sigter en række personer for overtrædelse af forsamlingsforbud, gadeuorden og overtrædelse af fyrværkeribestemmelserne, oplyser vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi.
Stribe af bøder på vej
Ifølge politiets oplysninger var der deltagere i gruppen fra blandt andet Odense og København, som var på besøg hos ligesindede i Horsens.
Læs også
- Der var ikke tale om en anmeldt demonstration, så vi kan ikke umiddelbart kommentere på baggrunden for, at gruppen førte sig frem i gadebilledet i Horsens, siger vagtchef Jørn Bystrup.
Ingen blev anholdt - men der er en stribe bøder på vej til en række af deltagerne i uroen fredag aften i Horsens.