Kvinde om tiltalt læge: Sagde han ville undersøge ribben - befølte bryster i stedet
For en 42-årig kvinde fra Midtjylland blev en tur på skadestuen i Viborg i januar forvandlet til et mareridt. Hun mener, at lægen, der foretog undersøgelsen, har gjort hendes liv til et helvede.
En 42-årig kvinde fra Midtjylland blev tidligere på året undersøgt af en læge på skadestuen i Viborg, og siden da har hendes liv ifølge hende selv været et helvede.
Lægen, hun blev undersøgt af, er den 30-årige læge, som i de her dage sidder på anklagebænken, hvor han er tiltalt for at have krænket og begået seksuelle overgreb på fire forskellige patienter på sygehusene i Viborg og Aarhus.
Én af dem, det ifølge anklageskriftet er gået ud over, er den 42-årige kvinde fra Midtjylland. Hun er lige nu sygemeldt fra sit arbejde.
- Jeg har stadig angstanfald, og jeg kan ikke selv køre ned for at handle ind. Overskuddet er væk. Den her episode har virkelig ødelagt rigtig meget i mit liv, fortæller den 42-årige kvinde.
Kvinden er i denne artikel anonym af hensyn til hende selv og sin familie.
- Jeg håber, at han aldrig nogensinde kommer ud igen. Men jeg ved også godt, det er ønsketænkning, for sådan hænger det danske retssystem ikke sammen, siger hun.
Befølte bryster i stedet for ribben
Det hele startede, da hun i januar røg af et løbebånd, mens hun trænede i et fitnesscenter. Her gik hendes knæ af led, og derfor søgte hun behandling på Regionshospitalet i Viborg, fortæller hun.
Ifølge hende var lægens undersøgelser reelle nok i begyndelsen, men så tog det pludselig en drejning. Lægen fortalte hende, at han skulle undersøge hendes ribben, men i følge kvinden var det noget andet, han endte med at berøre.
- Det var mine bryster, han var interesseret i. Det er jeg ikke i tvivl om, fortæller hun.
Derefter undersøgte lægen angiveligt hende for indvendige skader på blandt andet æggeledere og æggestokke, og så pressede han kvindens hånd imod sit underliv, imens han spurgte, om hun kunne mærke hans begejstring, fortæller kvinden.
- Jeg sagde nej og trak min hånd til mig. Og på det her tidspunkt kan jeg ikke rigtigt finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Skal jeg grine eller græde - skal jeg slå ham eller løbe skrigende bort, fortæller hun.
Hun beskriver lægen som én, der forsøgte at fremstå sympatisk, men også én, der ikke accepterede et nej.
- Det blev ikke hørt, og det blev ikke respekteret, fortæller hun.
Vred over lægens forklaring
Den 42-årige kvinde kontaktede sin praktiserende læge, og da en anden kvinde stod frem med en lignende historie, valgte hun også at politianmelde den 30-årige læge fra Viborg.
Hun har allerede vidnet i retten mod den 30-årige læge, og nu har hun også valgt at fortælle sin historie offentligt.
- Det er mega sårbart, og det er mega hårdt at skulle genfortælle alt det her. Men den her sag skal belyses, og han skal simpelthen have lov til at mærke på egen krop, hvad han har gjort ved os andre, fortæller hun.
Den 30-årige læge nægter at have forgrebet sig på de kvindelige patienter, men han bestrider ikke, at undersøgelserne har fundet sted. I retten har han dog forklaret, at de var fagligt begrundet, og at han gjorde det for at være grundig.
Det er ikke en forklaring, som den 42-årige kvinde fra Midtjylland kan genkende.
- Jeg er ved at brække mig over det. Jeg bliver simpelthen så gal og så vred over, at han kan sidde og fylde hele landet med alt hans løgn, fortæller hun.
Anklagemyndigheden kræver lægen straffet og frataget sin autorisation. Der forventes at falde dom i morgen, onsdag.
TV2 ØSTJYLLAND følger retssagen mod den 30-årige læge. Se en liveblog fra Retten i Aarhus her