Uventet udfordring: - Vi frygter, at Coop er ved at tage røven på os
Måneders kamp for at overtage en bygning og genåbne byens eneste indkøbsmulighed kan muligvis være spildte kræfter for folkene i Lime på Djursland.
Borgerne i Lime på Djursland har siden begyndelsen af året kæmpet for at holde liv i deres lokale dagligvarehandel, der har 130 års historie bag sig.
Det er mere præcist den bygning på Limegårdsvej, som indtil den 24. februar husede Dagli'Brugsen, borgerne håber at holde liv i.
En initiativgruppe har stået bag indsamlingen af penge, som de vil bruge til at købe bygningen af den nuværende ejer, dagligvarekoncernen Coop.
225 private personer, en række virksomheder og foreninger har tegnet anparter og sponsorater for et godt stykke over en million kroner, og derudover har de fået tilsagn om støtte på 600.000 kroner fra Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje.
Planen er at drive stedet videre som en Min Købmand-butik, der hører under Dagrofa-koncernen. Dagrofa har meldt sig klar til projektet.
Men - nu er initiativgruppen løbet ind i uforudsete problemer. Coop har nemlig fjernet inventar som flaskeautomat, pap-presseren, køle- og fryseanlæg og ovnen til bake-off.
- Vi har intet fået at vide om, hvorfor de gjorde det. Det skete omkring den 1. juli, mens vi var i forhandlinger om at overtage stedet, og der var kun 100.000 kroner imellem os. I sådan en proces plejer sælger og køber som regel at nå til enighed, så det var efter min overbevisning virkelig tæt på, siger Jesper Raabo, der er talsmand for den 11 mand store initiativgruppe i Lime, der kalder sig "Min Købmand i Ådalen".
- Det virker lidt som om, at den ene Coop-mand ikke er klar over, hvad den anden Coop-mand foretager sig, når de sådan splitter lokalet ad og tømmer butikken. Vi frygter, at Coop er ved at tage røven på os, siger Jesper Raabo og kalder situationen for frustrerende.
Nu skal initiativgruppen bruge endnu flere penge - angiveligt omkring 500.000 kroner - på at købe nyt butiksinventar.
Hvis de da overhovedet får lov til at købe bygningen.
Noget tyder på, at en anden køber er i spil
Coop har nemlig ifølge Jesper Raabo indledt en forhandling med en anden mulig køber, der vil bruge stedet til noget andet end dagligvarehandel.
- Det undrer mig, for når vi snakker med Coops ejendomsudviklingschef, siger han, at de meget gerne vil sælge til os. Vi har endda været ude på en ekstra fremvisning med mægleren fra Nordicals. Så igen - enten taler de ikke sammen, eller også er de ude på at tage røven på os, siger Jesper Raabo.
Hvorfor er det så vigtigt med en lokal butik? Kan I ikke køre efter det ligesom mange andre, der bor i mindre byer uden butikker?
- Jo, det kan vi godt, men det handler om andet end muligheden for at handle tæt på hjemmet. En dagligvarebutik i en lille by er et socialt samlingssted, hvor man mødes og udveksler synspunkter. Lidt ligesom i en idrætsforening. En by mister noget charme og noget værdi, når sådan et sted pludselig ikke længere er der, siger Jesper Raabo.
Coop: - Vi vil gerne sælge til dem
TV2 Østjylland har spurgt Coop om en kommentar, og her siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at Coop meget gerne vil sælge ejendommen til borgergruppen, og at de vil strække sig langt for, at det lykkes.
- Men de tilbud, vi hidtil har modtaget, har været alt for langt væk fra markedsprisen. Vi er dog fortsat meget åbne over for at høre fra borgergruppen med et nyt bud fra dem, skriver Jens Juul Nielsen i et mailsvar.
Han vil ikke fortælle, hvad Coop mener, at markedsprisen er, og han vil heller ikke kommentere på, hvorvidt der har været tale om at sælge for 1,5 millioner kroner, som Jesper Raabo siger. Ifølge salgannoncen fra mægleren Nordicals koster bygningen to millioner kroner.
Informationsdirektør Jens Juul Nielsen bekræfter, at Coop har kontakt til andre, der er interesserede i ejendommen, og han siger, at Coop først fjernede inventaret tre måneder senere end oprindeligt planlagt, fordi de netop har været "åbne og imødekommende over for borgergruppen".
Her har de reddet den lokale brugs
I Øster Bjerregrav ved Randers lukkede Dagli'Brugsen i foråret 2020. Også her gik lokale kræfter sammen og fik genrejst muligheden for at handle ind tæt på, hvor de selv bor.
I løbet af kort tid blev der indsamlet 1,2 millioner kroner, og ni måneder senere åbnede de en Min Købmand i bygningerne, som købmand Brian Mossalski tilbage i januar kaldte for "en rentabel forretning".