Søstre deler unger: Aner ikke, hvem der er mor
Fem nye bjørneunger er kommet til Skandinavisk Dyrepark på Djursland. Her har de to bjørnesøstre Bjørk og Barba startet deres egen familie.
To søstre får børn med den samme og begge søstre agerer mødre for alle deres børn.
Det lyder umiddelbart som en familieform, man ikke møder alt for ofte. Ikke desto mindre er det tilfældet for en ny bjørnefamilie i Skandinavisk Dyrepark i Kolind på Djursland.
Her fødte søstrene Bjørk og Barba tilsammen fem bjørneunger tilbage i januar.
Tirsdag så de for første gang dagens lys, da de kom ud af deres hule. Her fandt man ud af, at kuldet består af tre hanner og to hunner, som ikke er navngivet endnu, fortæller Janne Tofte, der er direktør i Skandinavisk Dyrepark.
Ikke monogame
Det er helt normalt for brunbjørnesøstre at parre sig med den samme han, og det sker også ofte ude i naturen, fortæller Janne Tofte.
- Brunbjørne er ikke monogame, og hannen lever heller ikke med sine børn. Han lever for sig selv resten af livet, siger Janne Tofte.
De er ikke klar over, hvilken hunbjørn, der har født hvilke unger. Men det gør ingenting, for ungerne dier ved begge bjørnemødre.
Denne store regnbuefamille holder sig foreløbigt inde i hulen, men når dyreparken atter åbner for gæster den 26. april, regner de stærkt med at ungerne er ude af hulen, fortæller Janne Tofte.