SAS flyver alligevel fra Aarhus Airport

SAS meldte i sidste uge ud, at de ville lukke ruten mellem København og Tirstrup. Men ruten er for vigtig, lyder en af begrundelserne.

Aarhus Airport er ligesom resten af flybranchen hårdt ramt af corona-pandemien. Arkivfoto. Foto: Jens Thaysen - Ritzau Scanpix

I søndags meldte SAS ud, at de ville lukke alle ruter i Danmark undtagen ruten mellem Aalborg og København.

Det betød, at også ruten mellem Tirstrup og København ville lukke.

Men den udmelding var ifølge Aarhus Airport forkert, og i dag kan de melde ud, at ruten består på trods af corona-krise.

Læs også SAS lukker rute mellem Aarhus og København

- Vi er godt tilfredse med, at den bliver tilbage. Det havde vi også forventet, så lang tid der var et behov, siger direktør i Aarhus Lufthavn, Peer Kristensen, til TV2 ØSTJYLLAND.

- For os er det vigtigt, at Østjylland bliver ved med at være forbundet med hovedstaden og bliver ved med at være et vækstområde - også i svære tid, tilføjer han.

En katastrofe for lufthavnen

Lufthavnen er ligesom resten af flybranchen hårdt ramt af corona-pandemien, men der er ifølge lufthavnen stadig et behov for ruten mellem Aarhus og København - især blandt sundhedspersonale - og det er en af grundene til, at SAS lader ruten bestå.

Alle lufthavnens øvrige ruter er lukket som følge af corona-krisen.

Det er en katastrofe for alle.

Peer Kristensen, direktør, Aarhus Lufthavn

- Der er ingen tvivl om, at det er den værste historie i lufthavnens historie. Man har aldrig oplevet noget større. Det er en katastrofe for alle, siger direktør i Aarhus Airport, Peer Kristensen.

Som konsekvens af lukningerne af ruter har lufthavnen også valgt at sende 50 procent af deres medarbejdere hjem og benytte sig af statens lønkompensationspakke. 

Læs også COVID-19 LIVE Midttrafik indsætter ekstra vagter for at håndhæve brug af mundbind

Det svarer til cirka 60 medarbejdere, og det er hovedsaligt medarbejdere, som varetager funktioner i passagerservice, Security samt bagage- og rampservice.

- Det er på sin vis trist, men det er også en mulighed med lønkompensation. Og vi er glade for, at staten holder hånden under os, siger direktøren.