Særligt område blandt årets bedste rejseopdagelser
En af verdens største aviser udpeger områder på Djursland som en af de største rejseopdagelser i 2022.
Den britiske avis The Guardian har samlet de 22 største rejseopdagelser i 2022. Her finder man blandt andet landskabet på Djursland, der har inspireret forfatteren bag Ringenes Herre, J.R.R. Tolkien.
Skribenten bag, Nazia Parveen, fortæller, at hun og hendes familie blev guidet rundt i området på Syddjurs af forfatter og guide Casper Clemmensen, der i år har udgivet sin bog om Tolkiens inspiration fra Helms Dyb, Isgård og byen Eskerod.
'Et besøg bringer hans teori til live. Vores børn - på otte og fire - taler stadig i en ærbødig tone om 'Casper the viking' og hans fortæller om død og ødelæggelse (...) Virkelig stor anbefaling, skriver hun.
I Tolkiens bøger kan man finde direkte henvisninger til steder på Djursland. Blandt andet kan man læse om Esgaroth (Eskerod), Aaros (Aarhus), Helm's Deep (Hjelms Dyb).
Der findes også eksempler på personer og begivenheder fra vikingetiden, der henviser til Østjylland. Blandt andet myten om Elverkongen fra Helgenæs, der bor i det mægtige Ellemandsbjerg. I Tolkiens historier bliver det til elverkongerne.
Syddjurs' Tolkienlandskab er udpeget blandt 22 rejseopdagelser i år. På listen finder man også oplevelser i Lugano i Schweiz, Sarajevo i Bosnien og Herzegovina og den skotske nordkyst.